20210120-173703-A-1920x1280we
En gruppe sygeplejersker modtog sidste år besked om, at der var konstateret corona på deres afdeling, og at de skulle lade sig teste. Arbejdsretten finder, at Region Sjælland som arbejdsgiver med beskeden har disponeret over medarbejdernes fritid. Tiden sygeplejerskerne har brugt på test, skal anses som arbejdstid. Claus Bech/Ritzau Scanpix

Sygeplejersker sejrer i retten:
Pålagt coronatest i fritiden tæller som arbejdstid

9. nov. 2021 13.20
Hvis en arbejdsgiver beordrer medarbejdere til at tage coronatest i fritiden, tæller det som arbejdstid. Det viser en sag, FH har vundet for Dansk Sygeplejeråd.

Tæller det som arbejdstid, at du bliver pålagt at blive coronatestet i din fritid?

Ja, lyder dommen fra Arbejdsretten efter en konkret sag, som Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har vundet for Dansk Sygeplejeråd (DSR).

I sagen modtog en gruppe raske og symptomfrie sygeplejersker på Sjællands Universitetshospital sidste sommer besked om, at der var konstateret corona på deres afdeling.

LÆS OGSÅ: Coronaudbrud på lærernes kongres

I samme besked skrev ledelsen, hvornår sygeplejerskerne derfor skulle lade sig teste som led i smitteopsporing.

Med dommen finder Arbejdsretten, at Region Sjælland som arbejdsgiver med beskeden har disponeret over medarbejdernes fritid på en måde, der gør, at den tid, sygeplejerskerne har brugt på test, skal anses som arbejdstid.

Selvom arbejdsgiveren med opfordringen blot fulgte Sundhedsstyrelsens retningslinjer, ændrer det ikke ved, at der var tale om et tjenstligt pålæg, fastslår Arbejdsretten.

Spørgsmålet om honorering ikke afgjort

Dansk Sygeplejeråd havde ønsket, at Region Sjælland skulle honorere sygeplejerskerne efter deres arbejdstidsaftale om overarbejde, tilkald og inddragelse af fridøgn.

Men den del har Arbejdsretten ikke afgjort, fordi det spørgsmål beror på en fortolkning af den konkrete arbejdstidsaftale.  Spørgsmålet skal i stedet afgøres ved faglig voldgift, medmindre parterne kan indgå en aftale.

LÆS OGSÅ: Sygeplejersker afviser appel fra Mette Frederiksen: Vi har ikke mere tålmodighed

Det er ikke kun sygeplejerskernes pålagte test, som FH i øjeblikket behandler. I en lignende sag er en gruppe offshoremedarbejdere pålagt tests og skal gå i selvisolation i fritiden før afrejse.

Medarbejderne vil have tiden til test og isolation medregnet som arbejdstid, der honoreres efter overenskomsten.

Mens arbejdsgiveren omvendt ikke mener, at medarbejderne skal honoreres for tid brugt på test og isolation.

Der er endnu ikke faldet dom i denne sag.