Mads-Bilstrup
- Socialrådgiverne er mødt på arbejde hver dag under coronakrisen, og de har ydet en kæmpe indsats. siger Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforbund. Foto: Pressefoto: Kristian Sønderstrup-Granquist

Socialrådgivernes formand før OK21: Mine medlemmer skal anerkendes for deres ekstraordinære indsats

4. dec 2020, 6:30
Socialrådgiverne har været med til at understøtte, at landets mest udsatte borgere ikke blev glemt under coronakrisen. Indsatsen skal anerkendes ved OK21, mener Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Unden hele coronakrisen er sundhedspersonalet i frontlinjen berettiget blevet rost og anerkendt for deres store indsats.

Men anerkendelsen bør spredes ud til alle faggrupper, der har stået forrest i kampen mod epidemien. Det påpeger Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening, forud for de snarlige overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte.

LÆS OGSÅ: BUPL vil gøre op med historisk lønefterslæb

- Socialrådgiverne er mødt på arbejde hver dag under coronakrisen, og de har ydet en kæmpe indsats. Mange arbejder i kritiske funktioner ligesom sundhedspersonalet. De har været med til at understøtte, at landets mest udsatte borgere ikke blev glemt, og i det hele taget har fået den hjælp, som gjorde, at de kunne komme igennem denne her periode, siger 56-årige Mads Bilstrup, som har stået i spidsen for Dansk Socialrådgiverforening siden 2018.  

Med den indsats socialrådgiverne har ydet og stadigvæk yder, så skal der penge på bordet
Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening

Han mener, at socialrådgivernes indsats skal anerkendes ved OK21. Socialrådgivernes nøglerolle i samfundet, hvor de er med til gøre livet bedre for udsatte børn, unge og voksne, skal anerkendes i form af bedre løn- og arbejdsvilkår. 

- Med den indsats socialrådgiverne har ydet og stadigvæk yder, så skal der penge på bordet. Vores medlemmer har holdt velfærdssamfundet i gang, og de har været med til at sikre, at nogle af landets mest udsatte borgere oplevede en tryghed og fik den hjælp, de havde brug for under krisen, siger Mads Bilstrup. 

Bilstrup forventer derfor som minimum en reallønssikring ved de kommende forhandlinger. Løn, pension og arbejdsmiljø er gennemgående temaer i de tilbagemeldinger, han tager med til OK21 fra sine medlemmer. 

Formanden erkender dog, at der skal forhandles i en langt ringere situation end forventet, efter at coronakrisen har sendt økonomien i knæ. Det til trods mener Bilstrup altså, at der skal mere i lønningsposerne. 

- Jeg vil vende det om og sige, at med den indsats, socialrådgiverne har ydet, så skal lønnen op, så de kan se, at de anerkendes for deres ekstraordinære indsats, fortæller Mads Bilstrup.

 Det gode arbejdsliv 

 Sidste år viste en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), at socialrådgivere er de mest stressede lønmodtagere.

Mads Bilstrup kalder situationen alarmerende. Og for at understrege alvoren har Dansk Socialrådgiverforbund døbt sine forberedelser til OK21 “Det hele Arbejdsliv”. 

Når en nyuddannet socialrådgiver skal være så mange år på arbejdsmarkedet, bliver vi nødt til at have et godt arbejdsliv
Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening

Med det høje arbejdspres og den stigende tilbagetrækningsalder er det ifølge Mads Bilstrup nødvendigt, at forbundet arbejder for vilkår, der gør det muligt for medlemmerne at blive længere på arbejdsmarkedet.

- Med udsigt til, at en socialrådgiver skal være 50 år på arbejdsmarkedet, kan en 25-årig nyuddannet socialrådgiver dermed se frem til at være på arbejdsmarkedet, til han eller hun er 75 år. Hvis det skal kunne lade sig gøre, bliver vi som socialrådgivere nødt til at få nogle bedre fysiske, men især nogle bedre psykiske arbejdsbetingelser, så vi kan holde til et langt arbejdsliv, siger Mads Bilstrup.

Det gode arbejdsliv dækker blandt andet over retten til efteruddannelse, retten til at gå ned i arbejdstid eller tage pause fra arbejdet, gode barsels- og orlovsregler, seniorrettigheder, og mange andre rettighedsbaserede emner. 

- Når en nyuddannet socialrådgiver skal være så mange år på arbejdsmarkedet, bliver vi nødt til at have et godt arbejdsliv. Det bliver vi nødt til at få på dagsordenen, når vi forhandler overenskomst, fastslår Mads Bilstrup.

LÆS OGSÅ: Topforhandlere før OK21: Offensive trods coronakrise

Dansk Socialrådgiverforening

Mads Bilstrup har stået i spidsen for Dansk Socialrådgiverforening de seneste to år. 

Tidligere har han været regionsformand i DS’ Region Nord, og han har været aktiv i foreningen gennem 20 år.

Dansk Socialrådgiverforening har 18.000 medlemmer. 

Ifølge tilbagemeldinger fra socialrådgivere bør løn, pension og arbejdsmiljø prioriteres højest i forhandlingerne om OK21. 

I en stribe artikler præsenterer A4 Overenskomst de krav, som fagforbundende går ind til de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område, OK21.