20210604-083229-5-1600x1066we
Krifas formand Eik Dahl Bidstrup afsøger angiveligt et samarbejde med Det Faglige Hus. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Faglig kommentator:
Planer om gul hovedorganisation kan udløse jordskælv på arbejdsmarkedet

5. maj 2022 06.05
Krifa og Det Faglige Hus diskuterer ifølge ny bog at danne en hovedorganisation for gule fagforeninger. Det kan ryste fagbevægelsen, hvis en blå regering lukker dem ind på Christiansborg.

Fagbevægelsen Uden Filter kan høres gratis hos Itunes eller Spotify.

Der er rigeligt med dramatiske beskrivelser i Poul Smidts nye bog 'Ulvetider og skiftespor', der skildrer 20 års fagbevægelseshistorie fra gærkrisen i 1998 til fusionen mellem LO og FTF i 2018.

LÆS OGSÅ: Eksklusivt uddrag: Ny bog skildrer den dramatiske fusion mellem LO og FTF

Men den mest sprængfarlige detalje gemmer sig en på en af bogens allersidste sider. 

"Et sted mellem Esbjerg og Aarhus mødtes repræsentanter for Det Faglige Hus og Krifa for nylig for at tale om dannelse af en hovedorganisation," skriver Smidt i efterskriftet.

Og det er ikke kun rygter, fortæller faglig kommentator Gitte Redder i nyeste afsnit af A4-podcasten 'Fagbevægelsen Uden Filter'.

"Ifølge flere kilder er der en tættere kontakt mellem Krifa og Det Faglige Hus, der handler om at indlede et formaliseret samarbejde. Et aftalepapir er tilsyneladende blevet drøftet i begge organisationers hovedbestyrelser. Det kan blive trædestenen til en gul hovedorganisation, som vil skubbe til de tektoniske plader på det danske arbejdsmarked," fortæller hun.

Blå tilnærmelser 

Bliver hovedorganisationen til virkelighed, vil man måske i fremtiden kunne se Johnny Nim fra Det Faglige Hus eller Eik Dahl Bidstrup fra Krifa, der som formand for en gul hovedorganisation med en halv million medlemmer, står side om side med en beskæftigelsesminister eller Dansk Arbejdsgiverforening til et pressemøde.

"Det vil ryste den traditionelle fagbevægelse," siger den faglige kommentator. 

Hun fremhæver flere nylige indlæg fra konservative profiler, der i A4's spalter har talt for at "modernisere" den danske model ved at invitere gule fagforeninger med til forhandlingsbordet.

LÆS OGSÅ: Konservative: Vi ønsker demokrati på arbejdsmarkedet - ikke monopoler og krigserklæringer

"Så længe vi har en socialdemokratisk regering, kan jeg ikke forestille mig, at man vil invitere en sådan hovedorganisation med til eksempelvis trepartsforhandlinger," siger Gitte Redder og fortsætter:

"Men i det øjeblik, vi har en blå regering, der er mildere stemt overfor alternative fagforeninger, er der sandsynlighed for, at de bliver inviteret ind på Christiansborg og får større indflydelse på dansk arbejdsmarkedspolitik. Og så bliver det farligt for Fagbevægelsens Hovedorganisation."

Løber koldt ned ad ryggen

I dag er et af fagbevægelsens bedste argumenter overfor potentielle medlemmer, at man i traditionelle fagforbund har direkte indflydelse på medlemmernes arbejdsliv gennem overenskomster og politisk interessevaretagelse.

"Man vil på Islands Brygge være bange for, at Eik Dahl Bidstrup og Johnny Nim får foden så meget indenfor på Christiansborg, at de kan fortælle, at de leverer politiske resultater. En sådan legitimitet kan give en skare af nye medlemmer," siger Gitte Redder.

LÆS OGSÅ: Se listen: FH-forbund mister medlemmer - gule fagforeninger går frem

Det skulle angiveligt særligt være Eik Dahl Bidstrups overtagelse af formandsposten i Krifa sidste år, der har sat skub i udviklingen, fortæller den faglige kommentator:

"Eik Dahl Bidstrup er en pragmatisk og politisk tænkende formand, der efter syv år som Venstre-borgmester i Dragør Kommune har gode kontakter i den borgerlige politiske verden," siger Gitte Redder. 

Ifølge kilder er ingen af organisationerne indstillet på at afgive suverænitet.

"Men sandsynligvis kommer vi til at se en formaliseret samarbejdsaftale mellem Krifa og Det Faglige Hus i løbet af 2022. ASE vil måske også være med. Og det vil få det til at løbe koldt ned ad ryggen på Lizette Risgaard og resten af fagtoppen."

Fagbevægelsen Uden Filter' udkommer hver torsdag morgen og kan høres hos Itunes eller Spotify.