HK_Kommunals_formand_Lene_Roed_og_forhandlingschef_Susanne_Fagerlund_Tom_Ingvardsen_HK_Kommunal
HK Kommunals formand Lene Roed og forhandlingschef Susanne Fagerlund mødes med parterne online. Foto: Tom Ingvardsen/HK Kommunal

OK21: Regionsfokus på løn, kompetencer og ny uddannelse

7. jan 2021, 18:25
De kommende års løn- og arbejdsvilkår for de regionalt ansatte HK’ere er netop blevet bragt i spil ved HK Kommunals specielle forhandlinger med Danske Regioner.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Kommunal og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

- Lægesekretærer, it-medarbejdere, vagtpersonale og alle de andre administrative medarbejdere skal anerkendes med synlige resultater for deres helt afgørende bidrag til den regionale velfærd. Sådan lyder det fra HK Kommunals formand, Lene Roed, efter det netop afsluttede første forhandlingsmøde med Danske Regioner. Det skriver HK Kommunal.

OK21-forhandlingerne er nemlig gået ind i den fase, hvor HK Kommunals egne, specielle krav til arbejdsgiverne er genstand for armlægning ved det virtuelle forhandlingsbord. Efter kravsudvekslingen med kommunerne den 21. december var det i dag de 16.000 HK’ere i regionerne, der var omdrejningspunkt for forhandlingerne.

LÆS OGSÅ: Tandlæger meldt til politiet: Snagede i ansattes sundhedsoplysninger

Lønstigninger, en styrkelse af mulighederne for videreuddannelse og fleksibilitet i arbejdslivet er blandt de krav, Danske Regioner blev præsenteret for af HK Kommunals forhandlingsudvalg. Det består foruden formand, Lene Roed, af næstformand, Mads Samsing, og af formanden for Danske Lægesekretærer (DL), Nathali Schaap Degn.

Penge til videreuddannelse

Særligt fokus var der på den regionale kompetencefond, der ifølge HK Kommunal har afgørende betydning for medlemmernes muligheder for at videreuddanne sig.

- For os er det helt afgørende, at den Regionale Kompetencefond gøres permanent. Vi skal sikre, at der fortsat er tilstrækkelige midler til at imødekomme HK’ernes ønsker om efteruddannelse. Og vi ser gerne, at der i den nye overenskomst afsættes penge til særlige indsatser, siger HK Kommunals formand.

LÆS OGSÅ: FOA: Medarbejdere i psykiatrien skal navnebeskyttes

En styrket kompetencefond betyder ifølge DL-formand, Nathali Degn, også, at tilskuddene til den enkeltes uddannelse bliver forhøjet, så ingen regional medarbejder fremover skal fratages muligheden for at dygtiggøre sig, fordi man mangler penge til videreuddannelse.

- Der bliver stillet store krav til de ansatte - både fagligt og menneskeligt - og medarbejderne fortjener at blive klædt på til at løse fremtidens udfordringer. Ingen bør længere gå skuffede fra en samtale med ledelsen uden at få deres ønske om at gøre sig dygtigere opfyldt, lyder det fra Nathali Degn.

Løft til ny sundhedsadministrativ uddannelse

Den nye uddannelse som Sundhedsadministrativ Koordinator, der går i luften til september og skal matche lægesekretærfagets nye, mere komplicerede virkelighed, blev også genstand for opmærksomhed ved dagens forhandlinger med Danske Regioner.

- Jeg forventer mig meget af den nye uddannelse, der utvivlsomt vil styrke lægesekretærfaget og tydeliggøre de kompetencer, vi som faggruppe besidder. Overfor de regionale arbejdsgivere har vi gjort det klart, at uddannelsen skal være omfattet af HK Kommunals overenskomst og arbejdstidsaftaler, siger Nathali Degn.

LÆS OGSÅ: FOA og Handicapformidlingen indgår overenskomst

DL-formanden tilføjer, at man i lyset af den nye uddannelse skal have sat ekstra skub i kompetenceudviklingen for de nuværende lægesekretærer.

Næste møde med de regionale arbejdsgivermodparter finder sted den 26. januar. På det kommunale område mødes HK Kommunal igen med KL den 22. januar.