Formand for 3F's byggegruppe Claus von Elling kunne i september 2020, midt under demonstration foran Arbejdsretten i København, fortælle, at BAT-kartellet havde underskrevet OK med Femern Belt Contractors. Nu har HK og TL indgået OK for de timelønnede. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Ny banebrydende overenskomst på Femern-forbindelsen

8. jan 2021, 14:43
Ny overenskomst på Femern-forbindelsen sikrer for første gang kædeansvar på funktionærområdet.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Privat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

For første gang sikrer en overenskomst kædeansvar på funktionærområdet. Og for første gang har TL og HK Privat tegnet en fælles overenskomst direkte med en virksomhed. Det skriver HK Privat.dk.

Det sker efter, at TL og HK Privat har indgået overenskomst med hollandske FBC, der er entreprenør på Femern-forbindelsen.

Dermed kan teknikere og HK’ere, der får arbejde på Femern-forbindelsen, se frem til ordentlige arbejdsvilkår uden at frygte social dumping fra underleverandører eller vikarbureauer.

LÆS OGSÅ: Har forhandlet hele natten: Politisk pres og konflikttrussel skaffede Femern-aftale

- Det er et stort gennembrud. Vi har sikret ordentlige arbejdsvilkår for vores medlemmer, der ansættes på Femern, og vi har sikret kædeansvar, så de ikke skal frygte social dumping fra underentreprenører og vikarbureauer, siger Lene Ertner, regionsformand for TL Sjælland.

I september 2020 indgik FBC overenskomst på timelønsområdet. Det skete samme dag, som firmaet skulle møde 3F og de øvrige fagforbund på timelønsområdet til en faglig voldgift.

LÆS OGSÅ: Dramatisk nyt ved demonstration: Underskriver overenskomst på Femern-projektet

- Vi er glade for, at også funktionærområdet nu er sikret ordentlige arbejdsvilkår på Femern-forbindelsen. Samtidig har vi lagt kimen til flere fælles overenskomster, som vi håber, andre byggevirksomheder vil tilslutte sig, siger Lasse Thorn, formand for HK Privat Sjælland.

Overenskomsten sikrer blandt andet:

• Kædeansvar: Overenskomsten dækker foruden Teknisk Landsforbund og HK Privats almindelige område også underentreprenører, indlejede og vikarbureauer
• Arbejdstidsaftale, der sikrer ordentlige vilkår
• Pension
• Overarbejde betales med 100 procent efter 2. time.
• 7,5 procent ekstra løn til feriefridage, pension eller ekstra udbetaling
• Opsigelsesvarsler for medarbejdere, der ikke er omfattet af funktionærloven
• Adgang til efteruddannelse via Dansk Byggeris kompetencefonde

Kilde: HK Privat.dk