John_Nielsen_formand_Serviceforbundet

Medlemsflugt i fagbevægelsen? Ikke hos os i Serviceforbundet

26. feb 2021, 15:45
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

FOR NYLIGT KUNNE MAN LÆSE I A4, at fagbevægelsen bløder. Det har den gjort længe, men nogle fagforeninger bløder mere end andre. I Serviceforbundet har vi ikke medlemsflugt. Hos os ligger medlemstallet stabilt.

LÆS OGSÅ: Massiv medlemsflugt fra fagbevægelsen: 'Et wake up call'

Fagforeningerne i Serviceforbundet har knap 19.000 medlemmer i alt, og hvert fag og hvert medlem er i fokus. Sådan vil de fleste andre fagforeninger nok også beskrive sig selv. Men vi har en markant anden struktur end de fleste andre fagforbund, og det er noget, som jeg lægger meget vægt på.

Det er en struktur, der betyder, at medlemmerne er tæt på deres fagforening, og at medlemmerne får kompetent hjælp med udgangspunkt i faget og branchen, når de har brug for det.

Vores medlemsskare tæller 12 selvstændige fagforeninger blandt andet Dansk frisør og Kosmetiker forbund, Vagt- og Sikkerhedsfuktionærerne, Veterinærsygeplejerskernes fagforening, Urmagerne og Optikerne, Plejefamiliernes fagforening m.fl.

LÆS OGSÅ: Forsker: Fagforeninger skal sælge varen meget mere end før

Flere af fagforeningerne under Serviceforbundet øger medlemstallet i disse år, mens andre mærker den demografiske udvikling i faget.

FAGFORENINGERNE UNDER SERVICEFORBUNDET fusionerer ikke, men forbliver selvstændige organisationer med egen ledelse, egen økonomi og egne overenskomster. Og hvis man på et tidspunkt ikke ønsker at være med mere, kan fagforeningen melde sig ud af Serviceforbundet.

Når en fagforening melder sig ind i Serviceforbundet, bliver det enkelte medlem ved med at være i sin egen fagforening, og medlemmerne vil tale med dem, de hidtil har haft kontakt til. Det er med andre ord trygt for medlemmerne at stemme ja til, at deres fagforening bliver en del af Serviceforbundet, for de bliver ved med at have den nære kontakt til dem, der kender deres fag ud og ind.

LÆS OGSÅ: 3F-leder om faldende medlemstal: Vi skal se os selv efter i sømmene

Oven i det bliver deres fagforening en del af et stærkt fagligt fællesskab, der lige nu består af 12 selvstændige mindre fagforeninger. Serviceforbundet har socialrådgivere, faglige og juridiske eksperter og kommunikationsfolk, der hjælper fagforeningerne med faglige og juridiske sager, medlemsadministration og kommunikation.

Vi udvikler services til de enkelte branchers behov, for eksempel er vores medlemskommunikation digital. På den måde kan de mindre fagforeninger leve op til medlemmernes servicekrav.

For de to nye fagforeninger hos Serviceforbundet var det helt afgørende, at de bevarede deres selvstændighed og medlemskontakt samtidig med, at de blev stærkere. Begge dele har bestået prøven
John Nielsen, formand for Serviceforbundet

Vi segmenterer alt til det enkelte medlem, så de kun får nyheder og informationer, som passer til netop deres fag, overenskomst, arbejdsplads, alder og geografi. Måske er det derfor, at åbningerne på vores nyhedsbreve ligger helt i top, aldrig under 73 procent.

I DE SIDSTE MANGE ÅR har der været en udvikling hen imod større fagforeninger. Det er en logisk udvikling, hvis vi skal kunne modsvare arbejdsgiverne. Men i disse fusioner og sammenlægninger kan det være svært for medlemmerne at bevare tilhørsforholdet til deres fagforening, men ikke hos fagforeninger under Serviceforbundet.

LÆS OGSÅ: Forbundsformand: Jeg tror, det er gået op for os alle sammen, hvad fagbevægelsen kan

Vi har i 2019 og 2020 optaget flere nye fagforeninger, blandt andet kirkegårdsgravere og kirketjenere. De udfører jo et ganske andet arbejde end for eksempel vagterne, optikerne og frisørerne, som også er med i Serviceforbundet. For de to nye fagforeninger hos Serviceforbundet var det helt afgørende, at de bevarede deres selvstændighed og medlemskontakt samtidig med, at de blev stærkere. Begge dele har bestået prøven.

De to fagforeningers sekretariat har den daglige medlemskontakt og -service. Og under den store forvirring omkring åbne eller lukkede kirker juleaften, kunne de to fagforeninger tale med en større stemme sammen med Serviceforbundet.

I Serviceforbundet kan vi rumme mange flere mindre fagforeninger end de 12, vi har nu. Efter min mening er det en rigtig god måde at være fagforening på, og det vil jeg gerne fortælle mere om til dem, der måtte være interesseret.

Jeg tror, at vi i fagbevægelsen skal være gode til at finde nye veje for at opretholde og forstærke vores unikke Danske Model.