Benny_Andersen_Socialp__dagogerne_1650_px
nullFoto: Pressefoto, Socialpædagogerne

Socialpædagoger: Løsningen på ligelønsproblem skal findes i ny trepartsaftale

18. maj 2021, 21:28
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

JA, TJENESTEMANDSREFORMEN fra 1969 er uretfærdig. Og nej, løsningen er ikke et politisk indgreb, som efterspørges i et meget debatteret borgerforslag.

Socialpædagogerne er helt enige i, at der skal gøres op med den Tjenestemandsreform, som blev politisk vedtaget i 1969 – og som trækker tråde helt frem til i dag, hvor der er stor ulighed i den løn, som forskellige offentlige faggrupper får.

LÆS OGSÅ: Lizette Risgaard: Politikerne burde kæmpe for den danske model

Særligt de klassiske kvindefag med en mellemlang videregående uddannelse – som fx sygeplejersker og socialpædagoger - ligger lavt, og det har de gjort siden det lønhierarki, der blev indført politisk, hvor forskellige jobs i det offentlige blev placeret på 40 forskellige løntrin. De kvindedominerede omsorgsfag blev indplaceret lønmæssigt lavt, da manden dengang blev anset for at være husstandens hovedforsørger, og kvindens løn var et supplement til husholdningen – en slags lommepenge. Det er selvfølgelig helt urimeligt, og det skal vi gøre op med.

Men løsningen går ikke gennem borgerforslaget. For det vil ganske enkelt betyde, at den danske model dør. Så bliver det fremover landets politikere, der skal bestemme vilkårene. Så er det ikke længere dem, det handler om, der er med til at bestemme.

LÆS OGSÅ: Michael Ziegler vil ikke tale om sygeplejerskers krav: 'Så bliver jeg hentet af betjente'

Vi tror på, at den danske model fungerer, fordi det er parterne selv, der tager ansvar og sikrer de bedst mulige rammer for vores arbejde. Faktisk er ligeløn jo netop et problem skabt af politikerne, fordi de – fjernt fra den daglige arbejdsplads - dengang indplacerede folk. Nu er der 50 års efterslæb, og så skal og må vi bede politikerne om at afsætte penge, fordi det ganske enkelt ikke er rimeligt at bede andre offentligt ansatte spæde til for at betale for det lønefterslæb, som tjenestemandsreformen er skyld i.

DERFOR ER DEN ENESTE LØSNING, at vi får en trepartsaftale, hvor vi laver en plan for, hvordan vi løser dette – og at der afsættes penge til, at parterne kan forhandle og aftale, hvordan de skal udmøntes. Og trepartsforhandlinger er allerede en veletableret del af den danske model. I det regi har vi tidligere fundet løsninger på store samfundsmæssige udfordringer som fx arbejdsmarkedspensionerne, så det er vejen frem til at løse ligelønsproblemerne.

LÆS OGSÅ: Flere forbund tilslutter sig opgør med udskældt reform: Det er en dårlig nyhed for sygeplejerskerne

For godt nok er der stor folkelig opbakning til ligeløn, men vi skal ikke have politikerne til at beslutte, hvem der skal have mere i løn, og hvordan den fremtidige løn skal se ud. Hvis vi går ind på det spor, begraver vi den danske model. Det er nu, vi skal have en trepartsaftale, som kan rette op på tjenestemandsreformens uretfærdighed. Og det er nu, vi skal stå sammen og danne fælles front i fagbevægelsen - og så skal vi have både politikere og arbejdsgivere med i et forpligtende samarbejde med os om at finde løsninger, der en gang for alle kan løse uretfærdighederne fra 1969.