LR pixel

HK Ungdom:
Det er helt på sin plads, at fagbevægelsen har en holdning til klimaet

Michelle_Pedersen_formand_HK_Ungdom_1920_px
7. jul. 2022 06.15
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Gode løn- og arbejdsvilkår er naturligvis helt afgørende i kampen for bedre arbejdsliv. Men kampen handler om mere end det, og derfor er det helt på sin plads, at fagbevægelsen også blander sig i andre dagsordener.

SKAL FAGBEVÆGELSEN HAVE holdninger til andet end typiske fagbevægelsesemner som gode løn- og arbejdsvilkår? Det er der helt sikkert mange delte meninger om.

Temadebat: Hvad skal fagbevægelsen mene noget om?

Det har vakt debat, at fagbevægelsen op mod folkeafstemningen om det danske EU-forbehold har ført en oplysningskampagne og anbefalet et “ja”. For hvad skal fagbevægelsen egentlig mene noget om? Skal den melde sig ind i klimakampen, tale om boligforhold og social politik eller skal fagbevægelsen koncentrere sig om om løn, overenskomster og arbejdsforhold? Det har A4 Overenskomst spurgt en række aktører og eksperter om.

Deltagere i debatserien:

Ole Wehlast, formand Fødevareforbundet NNF
Louise Mønster, sygeplejerske og TR på Rigshospitalet
Jakob Sand Kirk, strategisk rådgiver
Henning Overgaard, formand 3F
Michelle Pedersen, formand HK Ungdom
Jan Hoby, næstformand LFS
Morten Ryom, formand 3F Ungdom

Hvis du spørger mig, er svaret et helt klart ja. Ja, vores kerneopgave er at forhandle overenskomster, tale medlemmernes sag over for arbejdsgivere og politikere og at sørge for ordentlige arbejdsforhold. Men det giver god mening, at fagbevægelsen også har en holdning til andre emner, som er i medlemmernes interesse og med til at forbedre levevilkårene for dem og andre arbejdstagere.

Det er helt på sin plads, at fagbevægelsen har en holdning til klima og den grønne omstilling. Det skal vi have, fordi vores medlemmer er afgørende for omstillingen, men også fordi medlemmerne vil blive ramt af klimakrisens konsekvenser
Michelle Pedersen, formand for HK Ungdom Danmark

Det kunne for eksempel være boligforhold og transportforhold. Ikke noget man måske typisk vil forbinde med fagbevægelsen. Men at kunne have boliger, der er til at betale, og transport, så man kan komme til og fra arbejde nemt, er noget, der er vigtigt for arbejdstagerne. Det påvirker arbejdslivet og hverdagen, hvis man ikke kan komme på arbejde, fordi transportmulighederne er for dårlige og koster for meget.

LÆS OGSÅ: Lizette Risgaards tidligere taleskriver bliver avis-kommentator: "Fagbevægelsen er i en dødedans"

Selv bor jeg et sted, hvor det tager tre gange så lang tid at komme på arbejde, hvis jeg tager offentlig transport, som hvis jeg tager bilen. Jeg er langt fra alene om at stå med det problem. Det er ikke hensigtsmæssigt, og det mener jeg, at min fagforening må være med til at påvirke politisk.

Hverdagen skal hænge sammen

Fagbevægelsen er en vigtig samfundsaktør. Derfor mener jeg, at det er en pligt for fagbevægelsen at have holdninger til, hvordan levevilkårene kan forbedres for arbejdstagerne. Det kan godt være, at vi bruger mange af vores vågne timer på arbejdspladsen, men vi har nu heldigvis flere vågne timer i vores fritid.

Der er altså mange ting, som fagbevægelsen kan og skal blande sig i. Når det er sagt, så skal fagbevægelsen ikke til at være partipolitiske
Michelle Pedersen, formand for HK Ungdom Danmark

Vores arbejdsliv og privatliv smelter mere og mere sammen. Det gør også, at de to ting er meget afhængige af hinanden. For har du det ikke godt, når du har fri, fordi det er svært at få hverdagen til at hænge sammen, enten økonomisk eller tidsmæssigt, så kan det påvirke, hvordan du er på arbejdspladsen, og hvordan arbejdet udføres. Derfor er det vigtigt, at fagbevægelsen politisk tager initiativ til at sikre, at medlemmerne har det godt både på arbejdet og i fritiden.

Fagbevægelsen skal også tage del i klimakampen

Et andet emne, som jeg også mener at fagbevægelsen bør have en klar holdning til, og aktivt arbejde med politisk, er klimaudfordringerne. Det er vigtigt, at vi sammen kommer godt ud af klimakrisen. Vores børn og børnebørn skal vokse op i en verden, der ikke er totalt smadret. Vi skal styrke den grønne omstilling – også fordi det skaber arbejdspladser.

LÆS OGSÅ: Biskop med opsang til fagbevægelsen: Drop leflen for individualismen, læs noget Grundtvig og tag ansvar for klimaet

Her har fagbevægelsen en rolle at spille, når det gælder om at sørge for, at medlemmerne er godt klædt på og gearet til at være en del af omstillingen og trække Danmark i en mere klimavenlig retning. Så det er helt på sin plads, at fagbevægelsen har en holdning til klima og den grønne omstilling. Det skal vi have, fordi vores medlemmer er afgørende for omstillingen, men også fordi medlemmerne vil blive ramt af klimakrisens konsekvenser.

Der er altså mange ting, som fagbevægelsen kan og skal blande sig i. Når det er sagt, så skal fagbevægelsen ikke til at være partipolitiske. Vi skal i fagforeningen debattere og finde frem til, hvilke holdninger vi har til enkelte emner, og så er det de holdninger, vi skal stå fast på – uagtet hvilket politisk parti, der deler dem. Vi skal i fagbevægelsen kunne samarbejde bredt med alle partier – til gavn for medlemmerne.

Budskabet fra mig er derfor klokkeklart: Ja, fagbevægelsen må gerne mene noget om andet end løn- og arbejdsvilkår.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].