Mand_skrivebord_tomatgartneri_Thomas_Lekfeldt_Ritzau_Scanpix
Stort flertal af HK'ere ansat i gartneribranchen har sagt ja til ny overenskomst. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

HK'ere i den grønne sektor siger ja til ny overenskomst

29. mar 2021, 16:00
Med et overbevisende ja har de HK-ansatte godkendt den nye overenskomst med Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere. Hele 98,3 pct. af dem, der deltog i urafstemningen, stemte ja.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Privat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

En fritvalgskonto, der stiger fra 4 til 7 pct. over de næste tre år. Stigninger på minimallønssatser. Og ret til børneomsorgsdage. Det kan HK’ere ansat i gartneribranchen og inden for land- og skovbrug ifølge HK Privat.dk se frem til, efter at de har stemt ja til den nye overenskomst, som HK Privat og Gartneri, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A) forhandlede på plads i begyndelsen af marts.

LÆS OGSÅ: Sygeplejersker stemmer nej til OK21: Formand udelukker ikke konflikt

52,2 pct. af de stemmeberettigede deltog i urafstemningen, og af dem stemte 98,3 pct. ja til den nye overenskomst.

- Jeg er ovenud tilfreds med den høje stemmeprocent – både i forhold til afgivne stemmer og til antallet af ja-stemmer, siger Jesper Schmidt Sørensen, der er faglig sekretær i HK Privat og hovedansvarlig for overenskomsten.

Jesper Schmidt Sørensen mener også, at det store ja samtidig er et klart nej til, at de kolleger, der arbejder i butikkerne, skulle have en lavere lønudvikling, sådan som GLS-A ønskede det, da man satte sig ved forhandlingsbordet.

- Det er lykkedes at holde hånden under de lavest lønnede med denne overenskomst. Det kan vi alle være stolte af, mener den faglige sekretær.

Udover stigninger i kroner og øre på løn og fritvalgskontoen, får elever som noget nyt ret til pensionsopsparing.

LÆS OGSÅ: Det Faglige Hus søger aktindsigt i fængselsbetjentes personalemapper: 'Bandemetoder' raser fængselsformand

Forældre med børn under 14 år får ret til at holde to børneomsorgsdage hvert år og ret til at holde fri, hvis de skal til læge med barnet/børnene. Omsorgsdage og lægebesøg kan finansieres via fritvalgskontoen.

Og sidst, men ikke mindst: Overenskomstens uddannelsesbestemmelser forbedres. Fx bliver ordningen Aftalt Uddannelse gjort permanent. Derudover opfordres virksomhederne til at udpege en uddannelsesambassadør blandt HK’erne, som skal inspirere og skabe fokus på overenskomstens uddannelsesmuligheder.

Se mere om overenskomsten på HK Privat.dk.