LR pixel

Frankrigs regering giver lønforhøjelse til sygeplejersker

2021122812405550_1000
FRANCE-GOVERNMENT-HEALTH-VIRUSFrankrigs regering meddeler tirsdag, at månedslønninger for sygeplejersker på landets intensivafdelinger stiger med 100 euro (omkring 744 kroner). Premierminister Jean Castex (t.h.) offentliggjorde lønforhøjelsen tirsdag under et besøgt på et hospital i Creteil nær Paris. Foto: Stephane De Sakutin/Ritzau Scanpix
28. dec. 2021 14.22
Månedslønninger for sygeplejersker på Frankrigs intensivafdelinger stiger med 100 euro.

Månedslønnen for sygeplejersker på Frankrigs intensivafdelinger stiger med 100 euro. Det svarer til omkring 744 kroner.

Det meddeler den franske regering.

Meddelelsen er kommet fra premierminister Jean Castex, som tirsdag besøgte et hospital i Creteil nær Paris.

Den særlige bonus vil blive udbetalt fra januar. Det sker som led i planlagte forbedringer af arbejdsbetingelserne i sundhedssektoren, siger den franske regeringschef.

- På baggrund af krisen med coronavirus er der mere end nogensinde brug for personalet på intensivafdelingerne, siger han. Og så tilføjer han:

- Det er ikke kun et spørgsmål om moralsk støtte, men også om materiel støtte fra landets regering.

I Frankrig som helhed ventes over 24.000 sygeplejersker at komme til at nyde godt af lønforhøjelsen.

De planlagte forbedringer af arbejdsbetingelserne i sundhedssektoren vil blive offentliggjort i næste uge af sundhedsminister Olivier Veran.

De skal afhjælpe manglen på arbejdskraft - blandt andet sygeplejersker - som følge af covid-19.

Det er især bekymring for den stærkt smitsomme variant omikron, som har fået de franske myndigheder til at optrappe kampen mod smitten.

Blandt andet fremrykke en anbefaling om et tredje stik tre måneder efter nummer to.

HAS (La Haute Autorite de Santé) anbefaler i sin vejledning, at der også gives yderligere stik til teenagere. De anses for at være i en risikogruppe, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Den franske myndighed siger desuden, at det er på sin plads med et tredje stik efter tre måneder.

/ritzau/dpa