Mona_Striib_Joergen_True_Fagbladet_FOA
- Jeg er yderst tilfreds med, hvordan det er lykkedes os at få omsat en smal ramme – som vi ikke havde armene over hovedet over – til gode aftryk på alle sektorer, lyder det fra forbundsformand Mona Striib til Fagbladet FOA Foto: Jørgen True/Fagbladet FOA

FOAs hovedbestyrelse siger ja til OK21: Nu er det op til medlemmerne

9. mar 2021, 12:47
FOAs hovedbestyrelse har mandag stemt ja til at anbefale de nye overenskomstaftaler. Nu er det op til FOAs medlemmer, om de også vil stemme ja i urafstemningen.

Efter flere ugers forhandlinger mellem FOA, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner om FOAs organisationsmidler har FOAs hovedbestyrelse mandag eftermiddag stemt ja til at sende resultatet til urafstemning hos medlemmerne. Det skriver Fagbladet FOA.

Forbundsformand i FOA, Mona Striib, er glad for de nye aftaler.

- Taget i betragtning, at vi er i en sundhedskrise, og at vi er i en økonomisk usikker situation, er jeg tilfreds med, at vi ikke landede med et meget lavere resultat, som jeg godt kunne have frygtet. Jeg er yderst tilfreds med, hvordan det er lykkedes os at få omsat en smal ramme – som vi ikke havde armene over hovedet over – til gode aftryk på alle sektorer, siger Mona Striib og understreger, at det har været nogle sejlivede forhandlinger.

LÆS OGSÅ: Direktør om 'historisk' overenskomst med gul fagforening: - Arbejdsgiverforening frarådede os at gå til HK

Egentlig havde parterne forventet at have alle aftaler på plads ved udgangen af februar, men på grund af flere knaster har forhandlingerne trukket ud.

- Vi er stædige, så når der er nogle ting, vi vil have gennem, bliver vi ved med at presse, indtil alle former for muligheder er afsøgt. Så ja, det har taget noget tid, siger Mona Striib.

Mere uddannelse og løn

I FOAs egne organisationsforhandlinger har uddannelse og fremtidssikring af FOAs faggrupper stået højt på dagordenen, og det er nu aftalt, at det på tværs af sektorerne skal være lettere at videreuddanne sig. Projektet Ufaglært til Faglært videreføres, puljen til at uddanne social- og sundhedshjælpere til assistenter bliver genoptaget, og generelt på alle FOAs områder forbedres vilkår og løn for elever.

Blandt meget andet er flere nye stillinger blevet til i årets overenskomstforhandlinger. For eksempel er der kommet en ny stilling for social- og sundhedshjælpere og -assistenter i kommunerne. De kan nu ansættes i en 'praksisnær udviklingsstilling', hvor de specialiserer sig i for eksempel demens.

LÆS OGSÅ: OK21 skuffer Pernille Skipper: Kræver 2030-plan for ligeløn

På regionernes område er det lykkedes at tegne overenskomst for peers – en stilling, hvor brugererfaring fra for eksempel psykiatrien spiller en nøglerolle. Og i kommunerne er det også lykkedes at overenskomstdække spirer – ansættelser af unge i fritidsjob på ældreområdet.

For mange faggrupper på tværs er sektorer er der desuden forhandlet en ekstra grundløns- og pensionsstigning hjem, som kommer oveni de generelle lønstigninger på 5,02 procent. Også de pædagogiske assistenter får en ekstra lønstigning, selvom KL ønskede at sætte dem ned i løn.

På Teknik- og Serviceområdet sikrer aftalen en bedre beskyttelse af ambulancereddernes spisepauser, og samtidig forbedres lønnen for paramedicinerne.

Alle er sikret en generel lønstigning

Midlerne til organisationsforhandlingerne, som netop er faldet på plads, kommer fra den overordnede ramme, som er landet på alle tre områder – det statslige, kommunale og regionale område. Rammeaftalerne har sikret, at alle regionalt og kommunalt ansatte får en lønstigning på 5,02 procent henover de næste tre år, mens de statsansatte får en lønstigning på 4,42 procent. Dertil kommer udmøntningen af forskellige puljer.

LÆS OGSÅ: Elisa Rimpler: Sexismen stortrives stadig på lønsedlen

Helt færdige er FOAs forhandlinger med arbejdsgiverne endnu ikke. Der mangler blandt andet en større knast med sammenskrivningen af fem serviceoverenskomster på det regionale område. Når det hele er på plads, sendes overenskomsternes resultater til urafstemning hos FOAs medlemmer den 23. marts. Afstemningen løber til den 19. april.

OK21 - hvad sker der nu?

Med overenskomstresultatet er alle FOAs medlemmer på det kommunale og regionale område sikret lønstigninger på mindst 5,02 procent over de næste tre år. På det statslige område er der tale om lønstigninger på 4,42 procent.

FOAs medlemmer skal stemme om OK-resultatet ved en urafstemning, der begynder 23. marts og slutter 19. april.

Hvis FOAs medlemmer stemmer ja til overenskomsten, træder den i kraft den 1. april 2021 og løber til 31. marts 2024.

Fagbladet FOAs temaside udgiver løbende artikler om de aftaler, der er landet i de enkelte sektorer og faggrupper. Man kan også læse mere på FOAs egen hjemmeside.

Kilde: Fagbladet FOA.