KirkPalm
Jakob Sand Kirk (t.v.) og Rune Palm analyserer i en række artikler fagbevægelsens udfordringer.

Fagligt wakeup-call: De unge svigter de faglige a-kasser

12. apr 2021, 06:05
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

Dette er den anden af en række artikler om fagbevægelsens udfordringer. I artikelserien går vi nærmere i dybden med enkelte områder, hvor fagbevægelsen har muligheder for at komme ud af krisen.

I slutningen af februar sendte FAOS hele det danske arbejdsmarked et wakeup-call med dokumentation af et massiv fald i organisationsgraden for de overenskomstbærende fagforeninger: Fra 69 pct. i 2000 til blot 53 pct. i 2018!

I februar skrev vi om den alvorlige risiko for ”sorte huller” på arbejdsmarkedet uden overenskomster og fagforeninger skabt af presset fra nye typer løsere ansættelsesformer, udenlandske ansatte og vækst i brancher med tradition for lavere organisering. En helt selvstændig problemstilling er fagforeningernes forskellige evne til at organisere aldersgrupperne. Det vil vi sætte fokus på her.

LÆS OGSÅ: Danske SAS-ansatte tvunget på orlov: Nordmænd overtager deres job

For selv om en del fagforbund faktisk er blevet bedre til at få de unge ind, har de fleste fagforbund stadig svært ved at fastholde dem. Derfor er organiseringsgraden typisk lavere blandt de unge end de lidt ældre, især hvis man kun ser på betalende medlemmer. Det er selvsagt et problem på sigt, hvis man ikke bliver bedre til at fastholde de unge, samtidigt med at en stor andel af medlemmerne nu nærmer sig pensionsalderen.

Forskellig organisationsgrad blandt unge

I det følgende ser vi på a-kassernes organiseringsgrad. Det er ikke det samme som fagforeningernes, men FAOS-rapporten dokumenterede, at det giver parallelle resultater. Derfor vil de specifikke tal måske ikke være helt de samme, men udfordringerne er.

Hvis vi starter helt fra oven, kan vi konstatere, at organiseringsringsgraden for a-kasserne – modsat fagforbundene i FAOS-rapporten – har været nogenlunde konstant siden 2008 (se figur 1). Ser vi fordelt på aldersgrupper, kan vi samtidig - og måske lidt overraskende konstatere - at organisationsgraden er steget blandt de unge og de helt ældre (se figur 2). De unges fremgang kan i nogen grad – og specielt for de akademiske a-kasser - forklares med åbningen af medlemskab for unge imens de er under uddannelse fra omkring 2010.

Figur 1, 2 og 3

Hvis vi deler a-kasserne op, så vi skiller de faglige (hvor medlemmerne typisk er medlem af overenskostbærende fagforeninger) fra de tværfaglige (hvor medlemmerne typisk er medlemmer af alternative fagforeninger) så viser der sig et mere kompliceret billede. Det har vi gjort i figur 3, hvor vi også har taget de akademiske a-kasser for sig, idet de som nævnt har lidt deres eget mønster.

LÆS OGSÅ: Forargede politikere: 'I midten sidder SAS og gnider sig i hænderne'

Det fremgår tydeligt, at de faglige a-kasser har mistet medlemmer i alle andre aldersgrupper, end for dem over 60. Det samme gælder for de helt unge i en del af perioden, hvilket vi vender tilbage til. Både de tværfaglige a-kasser og de akademiske akasser går generelt frem.

Det grå guld

Udviklingen betyder, at de ældste grupper kommer til at fylde mere og mere i de faglige a-kassers medlemskartoteker. Det kan måske nok give begrebet det grå guld en helt ny betydning for de faglige a-kasser og de overenskomstbærende fagforeninger, men på sigt kan det meget vel virke som en ældrebombe. For de ældre går jo snart på pension, og de yngre bliver ældre, men bevarer formentligt deres organiseringstraditioner. Resultatet er en demografisk udfordring for a-kasserne, hvor medlemshullet fra de store generationer af ældre, der nu går på pension, skal fyldes af de unge årgange. Sandsynligvis er demografien samlignelig for fagforeningerne, men udfordringerne endnu større, da en stor del af fagforeningens mistede medlemstal er at finde blandt de unge.

Figur 4 og 5 

Fremtidens demografi udfordrer de faglige organisationer

Ser vi ud i fremtiden, kan a-kasserne og fagforeningerne ifølge DREAM-modellen finde trøst i en støt stigende arbejdsstyrke de næste mange år. Stigningen i arbejdsstyrken kan dog udelukkende tilskrives den hævede pensionsalder, og den hævede pensionsalder vil derfor paradoksalt være med til at hjælpe medlemstallene, og gøre, at de ældre i fremtiden vil udgøre en endnu større andel af organisationernes medlemmer.

På den anden side udfordrer samfundets højere uddannelsesgrad de faglige organisationer, som skal fylde medlemshullet fra en stadig mindre andel af faglærte og ufaglærte arbejdere.

Figur 6 og 7 

Hold fast i de unge og de knap så unge

De faglige a-kassers og dermed de overenskomstbærende fagforeningers krise er altså meget alvorlig og værre end det fremstod i FAOS-rapporten. Men der er håb.

Den traditionelle fagbevægelse er blevet gode til at komme i kontakt med de unge, promovere fagforeningstanken og få dem ind i første omgang. De er til stede på skoler og uddannelsessteder. Både de faglige a-kasser og de akademiske a-kasser har en rigtig flot udvikling i organisationsgraden for de 16- til 24-årige. De har udviklet medlemsskaber og tilbud til de unge. De unge melder sig ind.

LÆS OGSÅ: Tandlæger frikendt i Arbejdsretten: Var ikke organisationsfjendtlig adfærd

Men – for der er et klart og alvorligt men – den gode udvikling ser ud til at have vendt, idet de faglige a-kasser siden 2015 igen er blevet lidt dårligere til at få de unge ind. Desuden er udviklingen ikke slået igennem i de lidt ældre grupper, hvilket tyder på en manglende fastholdelse blandt de unge. Det betyder, at mange a-kasser og forbund i dag kæmper med en ”u-formet” medlemssammensætning med mange helt unge og mange ældre, men færre i mellemgrupperne. Det bliver naturligvis et problem, når de ældre grupper går på pension, især hvis de unge ikke helt holder ved.

Derfor er det helt naturligt og klart anbefalelsesværdigt, at der rundt omkring sker overvejelser om hvad man kan tilbyde ikke bare de helt unge på uddannelse og skole – som man er blevet gode til - men også de knap så unge i deres første år på arbejdsmarkedet. Kan man arbejde med særlige tilbud eller særlige priser for at fastholde dem? Eller skal der særlige kommunikationsindsatser og karriererådgivning til?

Også i den anden ende af aldersskalaen må der være overvejelser. Kan man fastholde flere ældre medlemmer længere? Hvad skal man i givet fald være for dem, og hvad skal det så koste?

Men hvad er overhovedet problemet?

Afslutningsvis er det måske værd lige at dvæle ved, om der overhovedet er et problem? En stadig større andel af lønmodtagerne melder sig ind i en a-kasse, og hvis det kan overføres på fagforeninger, så er stadig flere med i fagforeninger?

Udfordringen er, at ikke alle fagforeninger er ens. Der er nogle, der er overenskomstbærende, og nogle, der ikke er. Hvis vi på sigt ønsker et arbejdsmarked, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere som udgangspunkt selv regulerer arbejdsvilkår, og hvor de faglige organisationer tager samfundsansvar og bidrager til samfundsudviklingen både direkte på arbejdsmarkeds- og uddannelsesområderne og lidt bredere gennem treparter, ja så gør det en forskel om de overenskomstbærende fagforeninger mister terræn.

Om skribenterne:

Jakob Sand Kirk (f. 1976) har mange års erfaring i politisk ledede organisationer og virksomheder inden for fagbevægelse, arbejdsmarkedspension og den almene boligsektor. Han er i dag selvstændig rådgiver med fokus på politisk rådgivning og organisationsudvikling.

Rune Palm (f. 1984) har i mange år arbejdet med data og indsigter for større organisationer. De seneste år som rådgiver indenfor de faglige organisationer med fokus på bedre brug af medlemsdata og udnyttelse af de nye teknologiske muligheder.