20191108-160726-5-1920x1279we
I SAS siger Simon Pauck Hansen, koncerndirektør for den danske forretning, at "der findes ingen garantier for ansættelse i SAS". (Arkivfoto) Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

SAS-direktør:
Der findes ingen garantier for ansættelse i SAS

28. okt. 2021 06.39
SAS kan ikke garantere for ansættelser, men håber at kunne ansætte flere i Danmark, lyder det fra selskabet.

Under coronakrisen gik flere SAS-ansatte med til enten at blive opsagt eller at gå på orlov.

Hensigten var, at det skulle spare flyselskabet for penge, så det kunne overleve og senere hive de samme folk ind igen, når corona var overstået.

Nu frygter fagforeninger, at SAS ikke prioriterer at hente folkene hjem, men at selskabet i stedet finder nye folk ude fra.

Frygten tager udgangspunkt i, at SAS har etableret nye produktionsselskaber med billigere overenskomster.

Det betyder, at opsagte ansatte ikke automatisk har ret til at blive genansat i de nye selskaber. Noget A4 Overenskomst tidligere har beskrevet.

LÆS OGSÅ: Ansatte gik på ulønnet orlov for at hjælpe: Nu løber SAS fra aftale

Situationen frustrerer Henrik Thyregod, formand for Dansk Pilotforening, der blandt andet organiserer SAS-piloter.

- Nu hvor corona er aftaget, og flyene skal i luften igen, så er man begyndt at rekruttere piloter til nyoprettede selskaber.

- Det er vi ikke tilfredse med, fordi vores piloter, der har gået hjemme under corona, skal tilbage og ud at flyve i SAS, siger Henrik Thyregod.

Som følge af corona blev det aftalt med SAS-piloter, at de kunne blive opsagt for så at have genansættelsesret i en periode på op til fem år.

For kabinepersonalet blev der lavet en anden aftale. Aftalen gav mulighed for at konvertere en opsigelse til to års ulønnet orlov.

I Cabin Attendants Union, der blandt andet repræsenterer SAS-stewarder- og stewardesser, er formand Christina Ceré meget bekymret over situationen.

- Vi har 573 kolleger, som har gået på ulønnet orlov siden sommeren 2020 med en lovning om, at de, i takt med at produktionen ville stige, ville blive kaldt tilbage.

- Nu oplever vi, at der bliver oprettet datterselskaber og bemandingsbureauer, hvor man rekrutterer eksternt til faktisk den samme produktion.

- Det vil sige, at man undgår at tilbagekalde vore mange kolleger på orlov. Det er meget bekymrende, siger Christina Ceré.

LÆS OGSÅ: Ansatte reagerer på SAS-udmelding: - Det er svært at danse tango med nogen, der lige har brækket ens ben

I SAS siger Simon Pauck Hansen, koncerndirektør for den danske forretning, at "der findes ingen garantier for ansættelse i SAS".

Det styres af virksomhedens behov og markedets udvikling, forklarer han.

- Pandemien har været utrolig langstrakt, og det har været en utrolig hård periode for alle i industrien, siger Simon Pauck Hansen.

I forhold til de nye produktionsselskaber siger direktøren, at de blev oprettet inden coronapandemien.

- Vi ser, at det er vores mulighed for på danske, overenskomstdækkede vilkår at kunne begynde nu at ansætte medarbejdere i Danmark og også hjemtage visse arbejdspladser, som lå i udlandet inden pandemien.

- Det er det, vi nu langsomt begynder på i sammenhæng med genrejsningen af luftfarten, siger Simon Pauck Hansen.

Direktøren afviser desuden, at SAS skulle prioritere at ansætte folk eksternt, og han opfordrer tidligere ansatte til at ansøge om at komme tilbage til SAS.

Håbet er, at der i de næste år kan ansættes "rigtig mange" medarbejdere i Skandinavien, siger han.

Under corona opsagde SAS 1700 ud af 4200 medarbejdere i Danmark.

For den samlede koncern blev der under corona sagt farvel til 5000 ansatte. Det svarede til knap halvdelen af de ansatte.

/ritzau/