20151214-162647-4-1920x1280we
- Spørgsmålet om enkelte faggruppers forhold og løn egner sig ikke til trepartsforhandlinger, og det vil være et brud med den danske model, for trepartsforhandlinger er ikke overenskomstforhandlinger, og historisk blander man nogle begreber sammen, siger HK-formand Kim Simonsen. (Arkivfoto) Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Fagbosser afviser sygeplejerskers krav:
'Et brud med den danske model'

28. apr. 2021 11.31
HK og Dansk Metal mener ikke, at man bør blande trepartsforhandlinger ind i spørgsmålet om sygeplejerskers løn.

Sygeplejerskerne vil have et opgør med, det de betegner som, et historisk lønefterslæb og kræver handling fra politikerne. 

Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen opfordrer regeringen til at indkalde til trepartsforhandlinger. Men det er langt fra hele fagbevægelsen, der bakker op om sygeplejerskernes krav. Det skriver Børsen, der har talt med HK-formand Kim Simonsen og Metal-formand Claus Jensen. 

LÆS OGSÅ: Flere forbund tilslutter sig opgør med udskældt reform: Det er en dårlig nyhed for sygeplejerskerne

- Spørgsmålet om enkelte faggruppers forhold og løn egner sig ikke til trepartsforhandlinger, og det vil være et brud med den danske model, for trepartsforhandlinger er ikke overenskomstforhandlinger, og historisk blander man nogle begreber sammen, siger Kim Simonsen til avisen.

Også Claus Jensen er kritisk. Han peger på, at man kan få problemer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til den private sektor, hvis det bliver meget mere attraktivt at arbejde i det offentlige.

Sygeplejerskernes utilfredshed fik 47,3 pct. til at stemme nej til det forlig, deres forhandlere landede med arbejdsgiverne ved OK21. Efterfølgende har Dansk Sygeplejeråd udsendt et konfliktvarsel for knap 80.000 medlemmer, der kan munde ud i en strejke i sundhedsvæsenet fra den 21. maj.

De vrede sygeplejersker ønsker et opgør med Tjenestemandsreformen fra 1969, der af mange anses for at være årsagen til, at traditionelle kvindefag halter bagefter på lønnen, da fagene dengang blev indsat på lavere løntrin end de traditionelle mandefag.

Ifølge Børsen vil Claus Jensen ikke afvise, at der kan være behov for at se Tjenestemandsreformen efter i sømmene og eventuelt bekæmpe forskelsbehandlingen på baggrund af køn. Han mangler dog at se fakta og argumenter for det, siger han til avisen.

LÆS OGSÅ: Fængselsforbundet: Opgør med Tjenestemandsreform må ikke forsimples til kønskamp