20200910-185818-L-1920x1280we
– Jeg glæder mig til, at vores nye, stærke, tværfaglige sektioner skal ud og være med til at skabe endnu bedre resultater for medlemmerne, Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Fagbevægelsens Hoveorganisation har nu etableret 17 nye FH-sektioner

16. dec. 2020 16.45
I denne uge faldt den sidste af i alt 17 nye, lokale sektioner under Fagbevægelsens Hovedorganisation på plads. Dermed er fusionen mellem de to hovedorganisationer LO og FTF tilendebragt.

FH-sektionerne er FH’s lokale repræsentanter med godt 1,3 millioner medlemmer i ryggen. De skal varetage lønmodtagernes interesser i kommuner og regioner, og medvirke til, at lønmodtagernes stemme høres helt derude, hvor de bor og arbejder. 

Tirsdag aften faldt den sidste af i alt 17 nye lokale sektioner på plads, og det glæder Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Læs også: 250.000 lønmodtagere fusionerer i hovedstaden

– Jeg glæder mig til, at vores nye, stærke, tværfaglige sektioner skal ud og være med til at skabe endnu bedre resultater for medlemmerne. Jeg er utrolig glad for, at den nye lokalstruktur nu er på plads, for det er vigtigt, at FH er stærkt repræsenteret og nærværende i hele Danmark. Vi brug for, at alle faggrupper, private og offentlige, står sammen, bruger hinandens kompetencer og bakker hinanden op, siger Lizette Risgaard i en pressemeddelelse. 

Lønmodtagerne på dagsordenen ved kommunalvalget

De nye sektioners første store opgave bliver at sætte lønmodtagernes interesser på dagsordenen ved kommunal- og regionsvalget i efteråret 2021.

– Jeg glæder mig helt utroligt til, at de nye, stærke sektioner skal ud og sørge for, at lønmodtagerne bliver hørt i kommunal- og regionalvalgkampen. Det er jo her, de skal ud og påvirke kandidaterne til at kæmpe for lønmodtagernes dagsordener for eksempel bedre uddannelse til lønmodtagerne, flere praktikpladser og bedre velfærd og meget andet, siger Lizette Risgaard 

Læs også: Kampagne gav Dansk Metal 600 nye medlemmer trods corona: 'Et wake up-call'

De 17 nye sektioner er resultatet af et stort og gennemgribende arbejde efter fusionen mellem de to hovedorganisationer LO og FTF, der trådte i kraft den 1. januar 2019. Nu er LO’s tidligere 41 lokale sektioner og FTF’s tidligere 5 regioner gået sammen og har etableret de nye FH-fællesskaber pr.1. januar 2021.