bene_portr__t_1__1_

Fællestillidsmand: Et af fagbevægelsens store problemer er manglende nærvær

23. mar 2021, 12:00
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Det var lidt som at få et stød i maven, da jeg læste den nye rapport fra FAOS som viser at organisationsprocenten i fagbevægelsen er faldet fra 69,1 i 2000 til 53,2 i 2018. Kan fagbevægelsen forsvare danske arbejdere, hvis mindre end halvdelen har en overenskomst, og endnu færre er medlemmer? Jeg håber at reklamekampagnerne snart afgår ved døden og erstattes af det, som virker: Tilbage til rødderne og organisering fra hus til hus.

DA DET GIK OP FOR LO-FAGBEVÆGELSEN (engang i 90’erne), at de begyndte at tabe medlemmer til de gule og at flere valgte medlemskabet helt fra, var deres umiddelbare reaktion, at det nok bundede i tidsånden. Og tidsånden var borgerlig og individualistisk. Værst så det ud i HK og det var her man i 1997 lavede en bemærkelsesværdig annoncekampagne på busser og togstationer: "Vær solidarisk med dig selv".

LÆS OGSÅ: Massiv medlemsflugt fra fagbevægelsen: 'Et wake up call'

Et udsagn som dybest set er nonsens, men som handlede om, at man ville have fat i en "egoistisk/forkælet/individualistisk ungdom" og overbevise dem om et fagforeningsmedlemsskab med argumenterne: "Det betaler sig. Du tjener på det. Det er ligesom en forsikring".

HK blev med rette kritiseret for kampagnen, men HK var ikke de eneste, som gjorde sig i ungdomsseminarer og andre medlemsarrangementer med underholdning og et minimum af politik for ikke at skræmme nogen væk.

LÆS OGSÅ: Svigter lønmodtagerne fagbevægelsen? Eller fagbevægelsen lønmodtagerne?

Jeg selv blev medlem af HK i 2000, overført fra Grafisk Forbund/Dansk Typografforbund, og vi trykkere (hvis profession det dengang stadig var at blande farver manuelt) morede os, da HK indbød til kurset "Kend dine farver". Eller også græd vi indvendigt. Kurset handlede om makeup/stil for unge kvinder.

FAGBEVÆGELSEN ER HELDIGVIS blevet klogere. Meget klogere. Sjovt eller paradoksalt nok med inspiration fra England, hvor organisationsprocenten er så lav, at man er nødt til at agitere ansigt til ansigt. Hvor der skal tilkæmpes overenskomst fra arbejdsplads til arbejdsplads, afholdes blokader og samles aktivister til at demonstrere foran varehuse og lagerbygninger.

Hvor tit er der nogen, som forstår at begejstre dig? Nogen, som får dig til at forstå, at en fagforening skal være et sted, hvor du får en hånd og et godt råd, men som først og fremmest skal lære dig selv at kæmpe sammen med dine kolleger?
Benedicte Toftegård, fællestillidsmand på Aller Tryk

Flere og flere steder i fagbevægelsen begyndte man op gennem 00’erne at ansætte 'Organizers'. I byggefagene og 3F ikke mindst. Man fandt folk, som talte polsk og rumænsk, til at tage med ud på pladserne.

LÆS OGSÅ: Mange unge oplever sexkrænkelser på job: Kun få søger hjælp hos tillidsmanden

Også i HK begyndte man. IT-medie og Industri i København var og er fortroppen. Men det var og er ikke uden sværdslag. Afdelingerne er suveræne, og hvis kontingenterne ikke må stige, kan det kun løses på to måder. Enten tager du det personale, du har i forvejen, og lærer dem op til at gå ud på arbejdspladserne og agitere. Det er desværre ikke altid, de har lysten eller evnerne til det. Eller også skærer du ned et andet sted. Ofte handler denne politiske kamp bl.a. om de svulmende kommunikationsafdelinger. Og det er ikke nok, hvis organiseringskampagnerne kun handler om antallet at kontingentbetalere.

Nærhed og hjælp til selvhjælp

Mit eget første møde med fagbevægelsen var i 1975. Jeg havde fået et job som piccoline på Dagbladet Politiken, og lønnen var for lav.

Jeg gik over på Vodroffsvej, hvor 'Lager og Handel' (3F) havde til huse. Straks blev jeg inviteret indenfor og sat på en stol på formandens kontor. Han lyttede til mig. Han sagde ikke "Det skal vi nok klare". Han sagde: "Nu går du tilbage og får de andre til at melde sig ind. Vi hjælper dig med at få et møde i stand og når I er med alle sammen, så forhandler vi". Så lænede han sig tilbage og så ud af vinduet, før han tilføjede: "Og da I alle sammen er under 18 år, så vil I kunne aktionere uden at de kan idømme jer bod. Så det finder vi nok også ud af". Formanden hed Kurt Johansen og var en "god socialdemokrat".

LÆS OGSÅ: Forsker: Fagforeninger skal sælge varen meget mere end før

Jeg gjorde som han sagde, det tog tid og kræfter, men det endte med, at vi strejkede og vandt.

ET AF FAGBEVÆGELSENS STORE PROBLEMER er det manglende nærvær. Et ungt menneske, der ringer til HK, kan nemt fare vild i et callcenter. Og får man svar på sit spørgsmål? Ja, du får svar på, hvad du har krav på i feriepenge, og at "nej, du må ikke gå hjem, selvom der er 30 grader på kontoret, hvis der er hedebølge udenfor". Men hvor tit er der nogen, som forstår at begejstre dig? Nogen, som får dig til at forstå, at en fagforening skal være et sted, hvor du får en hånd og et godt råd, men som først og fremmest skal lære dig selv at kæmpe sammen med dine kolleger?

Det er skræmmende, hvis organisationsprocenten bliver så lav, at arbejdsgiverne hverken gider eller behøver forhandle med os
Benedicte Toftegård, fællestillidsmand på Aller Tryk

Det er ikke tilfældigt, at det bl.a. er den københavnske afdeling ”Rør og Blik”, som kan præstere medlemsfremgang. Elektrikerne, snedker-tømrerne og HK IMI, der organiserer laboranter, grafiske og IT-folk i København, er også med. De ved det der med at organisere fra hus til hus, og de ved også, at medlemmerne skal gøres aktive, blive tillidsfolk, AMR og oprette faglige klubber.

LÆS OGSÅ: Tidligere LO-konsulent: Høj organisationsprocent gør det ikke alene

Selv er jeg fællestillidsmand i en tværfaglig klub, hvor vi bruger aktivisme og socialt sammenhold. Vi protesterer mod uretfærdigheder og udvikler alternative løsninger. Vi skaber modkultur til ledelsen, og er ikke bange for at have en anderledes version af, hvad der er godt for arbejdspladsen. Heller ikke for lidt ”civil ulydighed”. Vi inddrager mange i forskellige små opgaver, og vi er naturligvis 100 procent organiserede. Måske fordi de først og fremmest er medlem af Fællesklubben og i mindre grad det anonyme HK?

Det er skræmmende, hvis organisationsprocenten bliver så lav, at arbejdsgiverne hverken gider eller behøver forhandle med os. Derfor er kampen for at vende udviklingen og genopbygge fagbevægelsens styrke, både lokalt og tværfagligt, en af de vigtigste politiske kampe i dag. Men den handler ikke kun om flere kontingentbetalere, den handler lige så meget om flere aktive medlemmer.

Om Benedicte Toftegård

Grafisk trykker og fællestillidsrepræsentant på Aller Tryk siden 2009.
Sidder desuden i bestyrelsen for den grafiske overenskomstgruppe i HK Privat.