LR pixel

Efter krav om coronapas på job:
Nu er de første ansatte blevet fyret

20210528-110948-L-1920x1280we__1_
En stikprøve, som DR har foretaget blandt landets fem regioner, de største fagforeninger og de største private virksomheder, viser, at det har indtil videre kostet enkelte ansatte deres job, at de ikke har kunnet vise coronapas. (Arkivfoto) Foto: Ritzau Scanpix
18. jan. 2022 07.48
Stikprøver viser, at krav om coronapas på arbejdspladser har medført til enkelte fyringer og hjemsendelser.

I slutningen af november blev der indført krav om, at private og offentlige arbejdspladser kan kræve et coronapas fra sine ansatte.

Det har indtil videre kostet enkelte ansatte deres job. Det viser en stikprøve, som DR har foretaget blandt landets fem regioner, de største fagforeninger og de største private virksomheder.

I pædagogernes fagforening, Bupl, er to blevet fyret, fordi de ikke har fremvist gyldigt coronapas.

Region Hovedstaden og Region Sjælland melder, at de henholdsvis har haft en fyring og en bortvisning på grund af manglende coronapas.

Region Midtjylland har sendt fem-ti ansatte hjem uden løn, da de ikke kunne fremvise et gyldigt coronapas, er meldingen til DR. Region Syddanmark har en enkelt sag om hjemsendelse.

Hos fagforeningen Djøf kender man også en enkelt sag om en hjemsendelse, fordi den ansatte ikke ville vise sit coronapas. 3F og FOA har ikke kendskab til afskedigelser.

Aftalen om krav om coronapas på arbejdspladser er indgået mellem regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fastholder, at det er vigtigt, at arbejdsgivere kan kræve at se coronapasset.

- At det har haft konsekvenser for nogen, er en naturlig udløber af de muligheder, vi har givet virksomhederne for at sikre, at alle medarbejder kan gå trygt på arbejde.

- Sanktionen er arbejdsgivers afgørelse. Men vi synes, det er rimeligt, at virksomhederne udstyres med en mulighed, så de kan se, at deres medarbejdere ikke bringer smitte med ind på arbejdspladsen, siger han til DR.

Kravet om coronapas på arbejdspladser vil bortfalde, den dag hvor coronavirus ikke længere er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom.

For voksne er coronapasset gyldigt efter tredje stik og fem måneder efter andet stik. Det er også gyldigt fem måneder efter smitte, eller hvis man har en PCR-test eller kviktest, der højst er henholdsvis 72 eller 48 timer gammel.

/ritzau/