Demo_BUPL_LFS_KFO_R__dhuspladsen_K__benhavn_2016_Sara_Gangsted_Ritzau_Scanpix
Demonstration arrangeret af bl.a. BUPL på Rådhuspladsen i København mod kommunens budget for 2016 . Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

Elisa Rimpler:
Nej, vi vil ikke leve med det

2. dec. 2021 12.58
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Pædagoger, sygeplejersker, jordemødre, sosu’er og deres faglige organisationer brokker sig for meget. Lev med det, lyder det samstemmende fra A4 og lederkollegiet på Berlingske. Men hvad er det egentlig, vi skal leve med?

DET BEHØVER IKKE at være en fest at gå på arbejde. Stop brokkeriet og lev med det. Sådan nogenlunde lyder opsangen fra A4 Mediers faglige kommentator til de offentligt ansatte og deres faglige organisationer.

LÆS OGSÅ: Gitte Redder: - I er ved at tale den offentlige sektor ned i et stort sort hul

Det er selvfølgelig ikke første gang, vi hører den slags. Budskabet gengives jævnligt nærmest 1:1 på lederpladsen i Berlingske og af andre ultraliberale borgerlige stemmer, der primært betragter den offentlige velfærdssektor som et afgrundsdybt udgiftshul, hvor de offentligt ansatte hygger sig på skatteborgernes regning.

At beskylde pædagoger, sygeplejersker, sosu’er og deres faglige organisationer for at tale den offentlige sektor ned i et sort hul og give os skylden for den rekrutteringskrise, vi oplever, er simpelthen ikke i orden
Elisa Rimpler, formand BUPL

Men det er ærgerligt, at A4 Medier nu også reproducerer en stereotyp opfattelse og stigmatisering af offentligt ansatte som utaknemmelige brokkerøve i stedet for at interessere sig for substansen og det, der ligger bag.

Mest af alt ærgrer det mig, at man i den grad undervurderer den faglige stolthed, ansvarsfølelse og det engagement, som pædagoger og andre offentlige faggrupper lægger i kerneopgaven med vores børn, unge, ældre, syge og handicappede.

FOR HVAD ER DET EGENTLIG, vi skal leve med og holde op med at brokke os over? At børnene ikke får den omsorg og støtte, de har brug for i deres trivsel og udvikling? At unge overlades til ensomhed og mistrivsel? At børn i udsatte positioner ikke får det tilbud, vi ved, de har brug for? At de syge og ældre ikke får den behandling og omsorg, de har brug for?

LÆS OGSÅ: Offentligt ansatte knokler under coronakrise: Sosu'en Michelle finder stor mening i jobbet lige nu

Alle de pædagoger, jeg kender, synes de har verdens vigtigste og mest meningsfulde job. Vi har uddannet os og valgt pædagogfaget som profession, fordi vi er drevet af ønsket om at bruge vores faglighed til at gøre en forskel for de børn, unge, ældre og udsatte borgere, som vi har ansvaret for.

Når det lykkes, er det den mest fantastiske følelse og tilfredsstillelse at gå hjem med. Omvendt er det til at tude over, når vi oplever, at rammerne for den kerneopgave, vi skal løse, simpelthen ikke rækker til at gøre arbejdet bare nær så godt, som det kunne og burde gøres.

Der er mange, som løber stærkt og savner mere tid til arbejdsopgaverne både i den offentlige og private sektor. Og vi kender nok også alle til frustration og utilfredshed, når man ikke får løst tingene ordentligt. De følelser har vi ikke patent på.

LÆS OGSÅ: 'Vores pædagoger er 3000 mere værd': OK21-kampagne sætter beløb på løndiskussionen

Men det har en ekstra dimension, når vi ved, at det, vi ikke nåede eller løste godt nok, har direkte konsekvenser for et barn, en ung eller en svagelig ældre. Så kommer den dårlige samvittighed, følelsen af utilstrækkelighed og afmagt. Moralsk stress.

I de første uger efter corona-genåbningen sidste forår, hvor der kun var halvt så mange børn i daginstitution som normalt, fik jeg en række henvendelser fra pædagoger. De fortalte, at det trods alle restriktionerne var deres bedste tid i deres pædagogliv. For første gang oplevede de at have helt små børnegrupper, hvor de havde tid til at se og møde det enkelte barn og at lave aktiviteter med børnene, som der ellers aldrig er tid til i en presset hverdag.

Pædagogerne så, hvordan børnenes trivsel og udvikling på få uger blomstrede. De oplevede alt det, de elsker ved deres job. At kunne gøre en forskel. At kunne flytte børnene. De så, hvor godt det kunne være.

SÅ NÅR VI RÅBER OP som pædagoger og som fagforening, er det fordi, vi elsker vores fag og tager det dybt alvorligt. Når vi dokumenterer og påpeger alvorlige strukturelle problemer, så er det fordi, vi ser, mærker og kender konsekvenserne for de børn og unge, vi har ansvaret for. Og fordi vi ved, hvor meget bedre det kan blive for børnene.

Moderne fagforeningers legitime ret er nemlig ikke kun at kræve ordentlige løn- og arbejdsforhold for vores medlemmer. Vi er her for at skabe forandringer sammen med medlemmerne og tage medansvar for udviklingen af vores velfærdssamfund
Elisa Rimpler, formand BUPL

At beskylde pædagoger, sygeplejersker, sosu’er og deres faglige organisationer for at tale den offentlige sektor ned i et sort hul og give os skylden for den rekrutteringskrise, vi oplever, er simpelthen ikke i orden. Man kan ikke skubbe skylden for en strukturel og politisk skabt krise over på dem, der loyalt og pligtopfyldende knokler rundt og stopper huller i skroget for at undgå, at skibet skal synke med alle ombordværende.

Lad os tage et fakta-tjek fra min verden. Der er 4.000 færre pædagoger i vores daginstitutioner i forhold til antallet af børn, end der var for 10 år siden. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har 11.000 pædagoger forladt faget og arbejder i dag i andre brancher. De angiver selv manglende tid til at løse kerneopgaven på en måde, de fagligt kan stå inde for, samt dårlige løn- og arbejdsvilkår som årsagerne.

LÆS OGSÅ: Efter corona og konflikt: Regioner sætter millioner af til bedre trivsel

Pædagoguddannelsen har i mange år været den mest underfinansierede af alle videregående uddannelser. Og ansøgertallet er faldet støt - fra 6.800 i 2014 til 5.100 i år. Resultatet er, at kun halvdelen af personalet i landets daginstitutioner i dag har en pædagoguddannelse, og at hundredvis af pædagogstillinger ikke kan besættes.

Det er ikke en situation eller et sort hul, som pædagogerne eller BUPL har skabt, men derimod konsekvensen af årtiers besparelser på både børneområdet og uddannelsesområdet.

VI TALER GERNE HØJT OG STOLT om vores profession og faglighed, men det er politikerne, der sidder med nøglen til at gøre det attraktivt at være og blive pædagog: En attraktiv uddannelse, bedre vilkår for at løse kerneopgaven og højere løn.

Og med hensyn til lønnen. Pædagoger tjener i gennemsnit 31.400 kroner om måneden før skat (nettoløn). Med pension og særydelser er beløbet 36.850 (bruttoløn). Nej, det er ikke en sulteløn, men det er dog stadig 6.000-8.000 kroner mindre end andre offentligt ansatte med samme uddannelsesniveau. Og hvis man sammenligner med privatansatte, er gabet endnu større.

Når det gælder goder som kompetenceløft, fleksibilitet, karriere og faglig udvikling, som det hævdes, at offentligt ansatte nyder godt af i stedet for en høj løn, er der også plads til forbedring. Kun hver sjette pædagog har fået en formel efteruddannelse inden for de seneste tre år. Det er en halvering i forhold til i 2015 (Kilde: EVA).

En ting er rigtigt. Pædagoger bliver anerkendt for deres faglighed. Af forældrene. Måske fordi vi har fuldstændig samme interesse: Omsorgen og børnenes trivsel. Og måske fordi, forældrene rent faktisk kan se og mærke en sammenhæng mellem børnenes trivsel og de forhold, det pædagogiske arbejde skal udføres under.

Lige om lidt har vi en lov om minimumsnormeringer. Den kommer til at gøre en forskel for alle kommende generationer af børn. Og vi fik den, fordi vi råbte op på børnenes vegne, påpegede problemet, gentog det igen og igen, og anviste løsningen.

LÆS OGSÅ: Jakob Sand Kirk: Kampen for minimums­normeringer var en moderne faglig kamp

Moderne fagforeningers legitime ret er nemlig ikke kun at kræve ordentlige løn- og arbejdsforhold for vores medlemmer. Vi er her for at skabe forandringer sammen med medlemmerne og tage medansvar for udviklingen af vores velfærdssamfund.

Det gør man ikke ved at holde kæft og please enkelte partier eller regeringer, men derimod ved at deltage i den offentlige debat og gøre politikerne bevidste om konsekvenserne af deres beslutninger, så de kan prioritere anderledes, når det er nødvendigt.

Så nej. Vi vil ikke leve med det. Vores børn, unge, syge, ældre og handicappede fortjener den bedste omsorg. Derfor insisterer vi på ordentlige rammer til at løse vores kerneopgave. Og en løn, der anerkender vores faglighed. Det er ikke brok, men vejen op af det sorte hul.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].