Dennis_N__rmark_1650px

Dennis Nørmark:
Offentlige lederes karrieredrømme ødelægger fagligheden

29. nov. 2020 09.01
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

"DET ER IKKE MIG, DER HAR GIVET ORDREN" forsikrer justitsminister Nick Hækkerup ovenpå den massive kritik fra de politikfolk, som han er den øverste leder for, om, at de er blevet bedt om at true og tvinge minkavlere til at slå deres besætninger ned uden hjemmel i loven. En ordre der har fået de menige betjente til at råbe op igennem rigspolitiforeningen og anklaget justitsministeren for at ”smide dem under bussen”.

LÆS OGSÅ: Kan få konsekvenser for ansatte: Minister varsler oprydning i styrelse

Man synes man har hørt det før: Da menige betjente udfører en ordre, der får stor offentlig opmærksomhed og ingen derefter kan huske hvor kommer fra. Det var nærmest præcis det samme der skete, da betjente i 2012 fjernede tibetflagene fra demonstranter i forbindelse med det kinesiske statsbesøg. Ingen kunne huske hvor ordren kom fra, men den kom fra et sted i politiet.

Topchefer fedter for politikerne

Jeg tror, forklaringen skal findes i en tendens, der er skrevet indtil flere bøger om, nemlig tendensen til, at de øverste embedsmænd i Danmark er blevet mere ivrige efter at være på god fod med deres politiske ledere, end de er på at udføre deres arbejde ordentligt.

Problemet bliver desværre, at fagligheden presses ud, når alt bliver politisk, og når embedsmænd bruger det meste af deres ressourcer på at lede opad imod det politiske system i stedet for at passe på loven, fagligheden og ikke mindst deres egne medarbejdere
Dennis Nørmark, antropolog og forfatter

Det er blandt andet konklusionen hos forskerne Pernille Boye Koch og Tim Knudsen i bogen ”Ansvaret der forsvandt”, hvor de blandt andet viser, hvordan topembedsmændenes fokus er skiftet fra at holde næsen helt ned i det faglige spor og til at levere politiske farvede forslag til ministre, der bliver mere og mere arbejdspressede. I moderne stillingsopslag for embedsmænd nævnes der helt øverst ”politisk tæft” og ”personlig gennemslagskraft”, og det er i højere grad embedsværket, der finder på lovene.

Din mening

På A4 Arbejdsliv vil vi rigtig gerne dele din mening om arbejdslivets udfordringer og idéer til løsninger med vores andre læsere. Så send et debatindlæg til [email protected] - husk gerne et foto.

En lignende konklusion kommer de tidligere departementschefer Peter Loft og Jørgen Rosted med i deres bog ”Hvem har ansvaret”. De mange skandaler vi har set i SKAT, statsløsesagen og senest ordren til DR og TV2 om at sende medarbejderne hjem plus mange andre politiske møgsager de sidste 10-15 år, har samme karakteristika: Det fagligt forsvarlige og nogle gange også det lovmæssige, bliver skubbet til side, hvis politikerne ønsker sig noget andet, og ingen siger ministrene imod.

LÆS OGSÅ: Eks-ministre: Embedsmænd burde have advaret os

Mette Frederiksen har med sin attitude overfor embedsværket, som er notorisk anstrengt, blot sat ekstra trumf på. Nu skulle embedsværket for alvor mærke, at der var kommet andre boller på den politiske suppe og rette ind.

Finansministeriet skulle eksempelvis ikke længere bare tromle alle andre ministerier med deres akademiske nonchalance, nu skulle statsministeriet styrkes og embedsmændene skulle lystre. Coronaen viste med alt tydelighed, hvem det var, der havde bukserne på i det forhold, og det var ikke Brostrøm og Mølbak.

Lederne leder opad

Problemet bliver desværre, at fagligheden presses ud, når alt bliver politisk, og når embedsmænd bruger det meste af deres ressourcer på at lede opad imod det politiske system i stedet for at passe på loven, fagligheden og ikke mindst deres egne medarbejdere. Man kan ikke konkludere andet, når man ser på både mink- og Tibetsagen. Det ligner en politiledelse, der faktisk er blevet så god til at læse det politiske system, at de måske ligefrem giver deres chefer mere end de nogensinde har spurgt om. Man er blevet så pligtopfyldende overfor den politiske ledelse, at man af egen drift går længere end loven faktisk tillader.

På den måde får vi en slags ledelsesmæssige vandrepokaler i det offentlige, der aldrig får lov til at diskvalificere sig selv, men blot flytter rundt til nye topstillinger, som om intet var hændt
Dennis Nørmark, antropolog og forfatter

Årsagen skal findes i en tendens til at offentlige ledere interesserer sig for meget for egen karriere og for lidt for faglig ledelse. Ledelseskommissionen konkluderede det meget direkte i deres rapport fra 2018, at lederne var blevet for travlt beskæftiget med at lede opad og derfor ”knækkede” ledelseskæden et sted mellem driften og det politiske niveau.

I en spørgeskemaundersøgelse, som Djøf foretager i 2019, bliver det skræmmende klart hvor galt, det faktisk er fat. Over 800 offentlige ledere tilkendegiver direkte, at det er langt mere karrierefremmende at lede opad imod sine egne chefer, chefkollegaer og politikerne, end det er at lede sine egne medarbejdere. Kun 25 procent angiver, at de resultater, de opnår sammen med deres medarbejdere, er det, som gavner deres karriere.

Det offentliges karrierenomader

Læg dertil, at det simpelthen er blevet nærmest umuligt at slippe af med offentlige ledere, der ikke performer. Senest så vi i skandalen fra Forsvaret Efterretningstjeneste, hvordan tidligere skandaliserede chefer igen står med en meget dårlig ledelsesmæssig sag. Men mon ikke også disse chefer om fem år er at finde i en anden topstilling?

Sådan går det nemlig i det offentlige, hvor Ledelseskommissionen også konkluderer, at det kun er i 21 procent af de offentlige arbejdspladser, hvor der er ”tradition for at afskedige ledere, der ikke præsterer”. På den måde får vi en slags ledelsesmæssige vandrepokaler i det offentlige, der aldrig får lov til at diskvalificere sig selv, men blot flytter rundt til nye topstillinger, som om intet var hændt.

LÆS OGSÅ: Professor: Embedsmænd vidste at minkordre var ulovlig

Også dette understreges af tallene i Knudsen og Kochs bog, der viser, hvordan topembedsfolk sidder kortere i deres stillinger nu, end de har gjort tidligere, hvilket igen betyder, at deres faglighed står svagere. Til gengæld så er disse ”chefnomader” mere end parate til at gøre, hvad de kan, for at tale deres chefer efter munden for at lande et nyt fedt job i det offentlige. De er nemlig altid på udkig efter at komme væk, viser Djøfs undersøgelse, hvor langt over halvdelen af de offentlige chefer aktivt kigger efter et andet sted at være.

Det ulykkelige er, at ganske almindelige medarbejdere i det offentlige i stigende omfang lades i stikken af deres offentlige ledere, der i bedste fald blot ignorerer dem, og i værste fald beder dem om at bryde loven, så de kan kravle op på den næste gren i det offentliges karrieretræ. Vi fortjener i sandhed offentlige ledere, der går mindre op i dem selv og mere op i at tjene medarbejdere og befolkningen, end vi desværre for nuværende har.

Om Dennis Nørmark

Dennis Nørmark (f. 1978), er antropolog og forfatter til blandt andet bestselleren ”Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting”. Han er konsulent, foredragsholder og professionelt bestyrelsesmedlem. Blandt andet er han næstformand i DR's bestyrelse.