Tina_M__ller_Madsen_3F_Gruppeformand_i_Privat_Service__Hotel_og_Restauration_1650px
Tina Møller Madsen, formand for Privat Service, Hotel & Restauration, 3F Foto: 3F

3F afviser kritik fra Naser Khader: Du har sat kikkerten for det blinde øje

18. feb 2021, 12:00
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

DET VARMER ENHVER fagforeningsrepræsentant – og bestemt også mig – når Det Konservative Folkepartis beskæftigelsesordfører Naser Khader er bekymret på lønmodtagernes vegne. En oprigtig tak for det.

Men i sit debatindlæg har Naser Khader desværre sat kikkerten for det blinde øje og villigt ladet sig binde en spinhistorie på ærmet af ledelsen i Jensens Bøfhus. Det er ikke 3F, som har taget kædens medarbejdere som gidsel i en faglig konflikt.

LÆS OGSÅ: Naser Khader: 3F tager medarbejdere som gidsler i krisetid

Jeg var personligt til møde i Forligsinstitutionen 16. marts sidste år om Jensens Bøfhus, idet ledelsen havde varslet lockout over for deres ansatte. Mødet fandt sted efter, at coronakrisen var brudt ud i Danmark, og efter regeringen havde bebudet nedlukning.

MEN LEDELSEN I JENSENS BØFHUS – og den særdeles kapitalstærke ejerkreds – fastholdt, at deres faglige kampskridt over for medarbejderne skulle køres til ende, coronakrise eller ej. Formålet er primært at kunne sætte nye tjenere ned i løn – minus 20 kr. i timen – og samtidig fjerne 3F-overenskomstens andre bestemmelser og generelle sikkerhedsnet for medarbejderne.

Vi tog adskillige kontakter til Jensens Bøfhus sidste år for at få udskudt den faglige armlægning til efter coronakrisen. Desværre uden held
Tina Møller Madsen, formand for Privat Service, Hotel & Restauration, 3F

Som det er velkendt for enhver arbejdsmarkedspolitiker i det her land, så vender en rigtig fagforening ikke den anden kind til, når medarbejdernes rettigheder trædes groft under fode. Det gør 3F naturligvis heller ikke. Ledelsen og ejerkredsen i Jensens Bøfhus var ikke et sekund i tvivl om, at vi ville svare igen på deres udtræden af overenskomsten med en faglig konflikt for at søge at overenskomstdække restaurantkæden på ny. Sådan har arbejdsmarkedet fungeret i Danmark i langt over 100 år.

LÆS OGSÅ: Tidligere TR med anklage: Jensens Bøfhus truede 3F'ere til at melde sig ud

Men vi tog adskillige kontakter til Jensens Bøfhus sidste år for at få udskudt den faglige armlægning til efter coronakrisen. Desværre uden held. Ejerkredsen og ledelsen har med åbne øjne og en kynisk holdning til både nuværende og fremtidige medarbejdere ønsket, at den faglige tvist om overenskomstdækning eller ej skal løbe af stablen under coronakrisen. Med de omkostninger, det så har for både tidligere, nuværende og fremtidige medarbejdere. Også de flere hundrede fyrede medarbejdere hos kæden, herunder tillidsrepræsentanter og fagligt aktive, som ikke faldt i ledelsens smag.

LÆS OGSÅ: 3F efter årelang konflikt med bøfkonge: Vi har idéer til en løsning

3F var på medarbejdernes side før coronakrisen. Vi er det under coronakrisen. Og vi vil fortsat være det efter coronakrisen. Men det gælder både for de nuværende og de fremtidige medarbejdere på Jensens Bøfhus. Og vi ønsker fortsat en aftale med ledelsen og ejerkredsen om, at begge parter gensidigt nulstiller den faglige armlægning. Ikke mindst til glæde for de medarbejdere, Naser Khader meget prisværdigt drager omsorg for.