20171017-134120-2-1920x1281we
Portørene og servicearbejderne får alligevel ikke samme overenskomst. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Kontroversiel sammenlægning af portør-overenskomst droppet

12. mar. 2021 14.25
Uventet drejning i overenskomstforhandlingerne mellem FOA og regionerne.

Den kontroversielle plan om en sammenlægning af service- og portøroverenskomsterne på landets hospitaler bliver ikke til noget alligevel.

Det skriver Fagbladet FOA.

Udsigten til en ny fællesoverenskomst med hospitalernes servicefolk i 3F, har udløst vrede og frustrationer hos portørerne i FOA, der i sidste uge demonstrerede foran deres egen fagforenings hovedkvarter. 

LÆS OGSÅ: Portører demonstrerer mod fælles overenskomst

Men det endte med at være 3F, der trak stikket.

3F's offentlige gruppe var egentlig begejstret for idéen til at starte med, da en sammenlægning kunne tilføre ressourcer og uddannelsesmuligheder til deres medlemmer, lød det.

- Men vi er desværre ikke kommet i mål med opgaven med at få sammenskrevet og fusioneret fem forskellige overenskomstaftaler til én på en måde, der samtidig er fair og fremtidssikret. Derfor har et enigt forhandlingsudvalg i 3F’s offentlige gruppe besluttet, at vi ikke her og nu ser et formål med yderligere forhandlinger ud af dette spor, siger forhandlingssekretær Lone Hoffmann til Fagbladet FOA.

Sammenskrivningen til en fællesoverenskomst mellem 3F og FOA, der startede som et krav fra Danske Regioner forud for forhandlingerne, var en præmis for en pulje på 10,8 millioner kroner.

Indenfor den pulje var der tiltag som en seniorbonus, specialiststillinger og et nyt lønforløb på erhvervsuddannelserne på forhandingsbordet.

LÆS OGSÅ: FOAs hovedbestyrelse siger ja til OK21: Nu er det op til medlemmerne

Det får Torben Hollman, formand for FOAs Social- og Sundhedssektor, til at kalde forløbet for en 'historisk chance', der nu er forspildt.

- Portørerne var sure, men de valgte til sidst at gå ind på forhandlingsbanen alligevel og fik rigtig gode ting i spil, som nu er helt af bordet igen. Sådan en pulje får vi ikke igen. Det er jeg hundrede procent sikker på. Forhandlingsfællesskabet kan med god ret sige, at det ikke bliver til noget alligevel, så det vil man i fremtiden ikke bakke op omkring, siger Torben Hollmann til Fagbladet FOA. 

Forhandlingerne fortsætter nu uden den pulje på 10,8 millioner, der var afsat til formålet.

Hvert område forhandler derfor videre for sig selv med afsæt i de 0,45 procent, der er udgangspunktet for organisationsforhandlingerne.