LR pixel

Faglig kommentator:
Nyt 3F-kandidatur kickstarter kampen om Kampmannsgade

20220408-122654-L-1600x1037we
En række tunge poster skal besættes på 3F's ordinære kongres til september. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
19. maj 2022 06.05
Der bliver kampvalg om en række magtfulde poster i toppen af 3F. Under overfladen kan faktorer som gruppetilhørsforhold, køn og politisk ståsted få afgørende betydning for, hvem der indtager kontorerne på femte sal.

Fagbevægelsen Uden Filter kan høres gratis hos Itunes eller Spotify.

Med valget af Henning Overgaard som ny forbundsformand i 3F er der sat gang i en fagpolitisk dominoeffekt.

En stribe magtfulde poster i toppen af forbundet skal besættes, og både fag, køn, politik og personlig profil kan blive afgørende for puslespillet, når brikkerne skal sømmes på plads ved en række dramatiske kampvalg på efterårets kongres. 

LÆS OGSÅ: Første kandidat til magtfuld toppost i 3F har meldt sig

Selvom der er mange måneder til kongressen i september, har spillet om kontorerne på forbundshusets femte sal været i gang længe, fortæller faglig kommentator Gitte Redder.

"Der er allerede benhård valgkamp," siger hun i det nyeste afsnit af A4's podcast 'Fagbevægelsen Uden Filter'.

Dobbelt kampvalg

I starten af maj, godt en måned efter formandsvalget på den ekstraordinære kongres, meldte de første kandidater sig på banen:

Kenneth Hove, formand for 3F Vest, går efter at afløse forbundets mangeårige hovedkasserer Ulla Sørensen, der ikke genopstiller. 

Per Chrone Jespersen, sekretariatsleder i 3F og tidligere formand for 3F Østfyn, kandiderer til posten som forbundssekretær, der har stået ledig, siden Henning Overgaard rykkede til formandens hjørnekontor.

To uger senere står det klart, at der bliver kampvalg til posten som hovedkasserer.

LÆS OGSÅ: Kampvalg: Kassereren for de københavnske byggefolk vil være 3F's pengemester

Torsdag har kasserer i BJMF (Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København) Jesper Palmelund nemlig bekræftet overfor A4, at han stiller op mod Kenneth Hove.

Og ifølge Gitte Redder er det kun et spørgsmål om tid, før der også officielt er kamp om hvervet som forbundssekretær.

Der er mange, der i øjeblikket bliver opfordret til at udfordre Per Chrone Jespersen i valget, fortæller hun:

LÆS OGSÅ: 3F-byggeformand: Fagbevægelsen er nødt til at kommunikere som de unge

"Et af de navne, der er i spil, er Peter Bøgh Kjærulff, formanden for byggegruppen i 3F Frederiksborg. Han har ikke besluttet sig for, om han vil stille op endnu, men er gået i tænkeboks, mens han overvejer det."

Industriens folk

Valgene på kongressen vil naturligvis til dels blive afgjort af kandidaternes personlige profil, netværk og mærkesager. 

Men under overfladen spiller en række andre faktorer en vigtig fagpolitisk rolle i 3F, fortæller den faglige kommentator:

"Bliver både Kenneth Hove og Per Chrone Jespersen valgt, vil 3F's industrigruppe have sat sig på det meste af femte sal."

3F's næstformand Tina Christensen var tidligere industrinæstformand. Forbundssekretær Søren Heisel har baggrund i Træ-Industri-Byg og var indtil sit valg i 2013 konsulent i Industrigruppen.

"Industrifolkene vil fylde i forbundstoppen - og det vækker bekymring mange steder i landet," siger Gitte Redder og fremhæver, at både Jesper Palmelund fra BJMF og Peter Bøgh Kjærulff fra Frederiksborg er byggefolk. 

Også kandidaternes køn kan vise sig at få betydning. Det er trods alt godt 65.000 ud af 260.000 medlemmer, der er kvinder, og særligt i kølvandet på afsløringen af ex-formand Per Christensens dobbeltliv har flere stemmer talt for, at flere kvinder skal have plads i toppen.

Men det modsatte lader til at blive tilfældet. Ulla Sørensen stopper som hovedkasserer, og posten som gruppeformand i 3F PSHR (Privat Service, Hotel og Restauration) er overtaget af en mand.

"Som kandidatfeltet ser ud nu, kommer kvinderne i seriøst undertal i den daglige ledelse. Jeg tror, der kommer en kvinde på banen på en af posterne," siger Gitte Redder.

Sorte socialdemokrater

Og så er der den stedsegrønne magtkamp mellem moderate og venstreorienterede 3F'ere, der har lagt arm om forbundets politiske linje i årtier.

Både Per Chrone Jespersen og Kenneth Hove regnes som solidt plantet på den moderate fløj. I forvejen anses forbundssekretær Søren Heisel og næstformand Tina Christensen som tilhørende fløjen af pragmatiske socialdemokrater, som også Per Christensen repræsenterede.

"Visse steder i landet taler man om de såkaldt "sorte socialdemokrater", som kan ende med at dominere forbundsledelsen. Derfor opfordres folk til at stille op som modvægt, så der sikres en form for balance. En af dem, der bliver plaget om at melde sig, er Allan Busk fra 3F Aalborg."

Til gengæld bliver BJMF, hvor Jesper Palmelund kommer fra, anset som undergravende byggekommunister af nogle 3F'ere på modsatte fløj.

Det er umuligt at spå, hvordan udfaldet bliver, lyder det fra den faglige kommentator. Men én ting er sikkert:

"Vi kommer uden tvivl til at se flere navne komme i spil. Kampen om Kampmannsgade er kun lige blevet fløjtet i gang."

Fagbevægelsen Uden Filter' udkommer hver torsdag morgen og kan høres hos Itunes eller Spotify.