peterb__h
Peter Bøgh Kjærulff, Formand for Byggegruppen, 3F Frederiksborg

3F til K-profil:
Hvis du er så interesseret i vores arbejdsmarked, så bland dig udenom!

3. mar. 2022 06.30
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

KONSERVATIVE HADER FAGBEVÆGELSEN, og Mona Juuls angreb i et debatindlæg på A4 Overenskomst er blot et i rækken mange unuanceret angreb, som mere vidner om, at der mangler frisk vand i vaserne på Christiansborg, og der seriøst trænger til at blive luftet ud inde bag de tykke murer.

LÆS OGSÅ: K-profil: De røde fagforeninger bør lade sig inspirere af "de gule"

For når Mona Juul siger, at vi ser vores arbejdsgivere som modsætninger, og vi lever i en fjern fortid, så glemmer hun at fortælle, at vi over 150 år i samarbejde med arbejdsgiverne har sikret verdens bedste og sikreste arbejdsmarked.

Hun glemmer, at hver evig eneste dag, så er det arbejdsgiverne og fagbevægelsen, som sikrer, at erhvervsuddannelserne er opdateret til verdensklasse, og det er en mester og svend, som løser alle tvistighederne ude på de enkelte lærepladser. Det er faktisk en af mange grunde til at de unge gerne vil fagbevægelsen.

Hun glemmer, at alene 3F har 40.000 sager om året, hvor kun 200 ender i Arbejdsretten. Resten løses i ro og fred med arbejdsgiverne. Uden dette system ville parterne skulle have slåsset med advokater i tide og utide i civilretten, hvilket ville have gjort det meget dyre for de danske virksomheder. Men vi fortæller åbenbart ikke nok om de stille sejre til, at de trænger gennem til politikerne.

HUN GLEMMER, AT det er det samarbejde mellem arbejdsgiverne og fagbevægelsen, som har sikret 21 trepartsaftaler under coronasituationen, som gav den nødvendige stabilitet for virksomhederne og de ansatte de sidste to år. Så når hun kalder det ”uhyggeligt” at være apolitisk, så glemmer hun, at både vi og vores arbejdsgivere er politiske hver evig eneste dag, og det er til gavn for samfundet.

Fagbevægelsen er ikke blevet dømt for trusler, vold eller lignende. Til gengæld står de borgerligere politikere i kø for at afsige og eksekvere dom over fagbevægelsen uden reelt at have skyggen af bevis
Peter Bøgh Kjærulff, Formand for Byggegruppen, 3F Frederiksborg

Hun glemmer, at det netop er bl.a. hendes parti, som skaber modsætningerne mellem arbejdsgiverne og fagbevægelsen ved at give fuldfradrag til arbejdsgivernes medlemskab af deres organisationer, men kun et meget ringe et til vores medlemmer.

Hun vælger, ligesom hendes partikolleger den seneste tid, at komme med ufuldstændige beskyldninger om bøllemetoder, vold og hærværk, og lad mig blot minde Mona Juul om, at man skal holde sig for god til dette. Hun kan jo blot spørge sin kollega Ole Birk Olsen fra LA til råds, hvis det skulle være nødvendigt.

LÆS OGSÅ: Ole Birk Olesen og stilladsformand indgår forlig i injuriesag

FAGBEVÆGELSEN ER IKKE blevet dømt for trusler, vold eller lignende. Til gengæld står de borgerligere politikere i kø for at afsige og eksekvere dom over fagbevægelsen uden reelt at have skyggen af bevis for deres beskyldninger, og der er aldrig rejst en sag mod fagbevægelsen om dette.

Til gengæld har vi og arbejdsgiverne aftalt konsekvensen af ikke at overholde arbejdsmarkedet fælles spilleregler, og de blev senest anvendt ved konflikten i lufthavnen. Det glemmer Mona Juul bare at fortælle.

Hvis Mona havde en reel interesseret i at være efter dem, som benytter ”bøllemetoder”, så skulle hun kræve hårde straffe mod de virksomheder, som notorisk undlader at betale genetillæg, arbejdsmarkedspension eller systematisk presser udenlandsk arbejdskraft ud i arbejdsforhold, som en folketingspolitiker ikke aldrig kommer til at opleve. Men det behøves hun ikke, netop fordi, at vi har det samarbejde i mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne, og kaldet det fagretslige system.

Hun har desværre mere travlt med sin egen dagsorden, og glemmer at rose såvel os, som arbejdsgiverne, for vores enorme (sam)arbejde i hele samfundet, som der hver evig eneste dag binder arbejdsmarkedet sammen, og er med til at sikre det mest stabile og rolige arbejdsmarked i hele verdenen.

Hvis Mona var så interesseret i vores arbejdsmarked, så blandede hun sig uden om.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].